Det var tæt på, at de 15 forskere i biotek-selskabet ExpreS²ion Biotechnologies måtte knibe sig selv i armen, da de i juni 2020 så resultatet af deres seneste museforsøg.
Det viste nemlig en særdeles stærk og neutraliserende antistofreaktion hos de mus, man netop havde behandlet med sin nyudviklede og unikke Covid-19-vaccine.
Faktisk var reaktionen så kraftig, at den fuldt ud levede op til kriterierne for ”proof-of-concept”. Da vi møder CEO Bent Frandsen tre måneder senere, er han da også en særdeles glad mand. Det er stort, det der er sket, forklarer han:
– Det er så vildt, at vi i begyndelsen selv havde svært ved at tro på det – ikke mindst fordi antistofreaktionen er så kraftig og neutraliserende, at det formentlig vil række med én dosis af vaccinen, når den senere skal afprøves på mennesker. Det er et forhold, som på et meget markant punkt adskiller vores resultater fra de resultater, andre er fremkommet med, lyder det.
Voldsomt accelereret forløb
Dertil kommer, at hele udviklingsforløbet er gået stærkt – som i rigtig stærkt, siger Bent Frandsen og forklarer, at det normalt tager årevis bare at få det grundlæggende vaccine-design på plads. Hos ExpreS²ion, der har til huse i DTU Science Park i Hørsholm, tog det bare nogle måneder, efter at man i februar startede helt fra scratch.
Derefter fik man – også i lyntempo – sammensat et verdensanerkendt forskerkonsortium, som i marts modtog en anseelig forskningsøkonomisk støtte fra EU Horizon 2020 på ikke mindre end 2,7 mio. Euro.
Og som om det ikke var glædelige begivenheder nok, landede man 22. juli en vigtig licensaftale med Bavarian Nordic, som bl.a. skal stå for kommercialisering af produktet.
Alt i alt et voldsomt accelereret forløb, der – hvis alt går vel – kan resultere i en markedsklar vaccine allerede ved udgangen af 2021.
En holdindsats
Bent Frandsen fortæller, at ExpreS²ion gennem de seneste ti år har produceret proteiner baseret på en patenteret fremstillingsmetode i bananflue-celler. Proteinerne bliver anvendt til bl.a. forskning i vacciner mod infektionssygdomme og cancer-immunterapi. Men med fremkomsten af Covid-19 ændrede alt sig:
– Vi havde længe gerne villet lave vores egne udviklingsprojekter, så da Covid-19 brød ud, tog vi en stor beslutning og gik efter at udvikle en egentlig vaccine, der kan give en stærkt og vedvarende immunrespons, siger han og understreger, at han med ”vi” refererer til hele konsortiet:
– Det inkluderer et samarbejde med en række universiteter og desuden AdaptVac, der er et joint venture mellem vores eget selskab og NextGen Vaccines – et spin-out fra Københavns Universitet. Så det er i høj grad en holdindsats, der er tale om, siger CEO’en, der også kan glæde sig over, at mange andre end samarbejdspartnerne, har noteret de lovende resultater.
Således har ExpreS²ion Biotechnologies, der trods sin danske adresse og ledelse er noteret på NASDAQ First North Growth Market børsen i Sverige, oplevet et løft i markedsværdi fra 50 mio. svenske kroner ultimo 2019 og til 500 mio. svenske kroner i juni 2020.
Ikke så ringe endda
Den næste store milesten, som forskerne i ExpreS²ion skal runde, er de såkaldte kliniske fase 1 og 2 studier, hvor man populært sagt erstatter mus med mennesker:
– Vi forventer at være klar til de egentlige kliniske forsøg på mennesker i slutningen af indeværende år, siger Bent Frandsen og nævner, at der i øjeblikket ifølge WHO eksisterer 160 forskningsprojekter over hele verden.
De sigter alle mod at udvikle en vaccine eller en terapeutisk behandling mod Covid-19, og Bent Frandsen er på det rene med, at hans egen stab i Hørsholm nok ikke bliver de første:
– Til gengæld kan vi med tanke på den meget kraftige og neutraliserende antistofreaktion, let gå hen og blive de bedste. Og det er jo heller ikke så ringe endda, smiler han.