Rent investeringsmæssigt har 2020 indtil videre været et lidt sløvt år, hvor Corona-pandemien, hjemsendelser og ren og skær overlevelse har præget mange nordiske virksomheders dagsorden. Men, det betyder så langt fra, at man i et investeringsselskab, som Impilo, har kedet sig – tværtimod.
For selskabet, der blev etableret i 2017, og siden da har foretaget syv store investeringer i nordiske healthcare-virksomheder, har ikke barefokus på ejerskab – men på særdeles aktivt ejerskab.
Det betyder kort fortalt, at Impilo foruden kapital kan tilbyde porteføljevirksomhederne masser af kompetencer – f.eks. rekruttering af dygtige og relevante bestyrelsesmedlemmer, ekspertviden og ikke mindst hjælp til strategisk beslutningstagning.
Styrken ved aktivt ejerskab
Og det er et tilbud, som virksomhederne har gjort flittigt brug af under det langstrakte corona-forløb, fortæller partner i Impilo, Nicholas Hooge:
– Vi har brugt al energi på at støtte vores portefølje-virksomheder i en særdeles udfordrende periode, og de har faktisk klaret sig rigtig flot, siger han og peger på, at fokus, tålmodighed og evnen til at stå sammen er det, der hos Impilo har karakteriseret perioden og sikret, at alle ser ud til at komme helskindet igennem.
Der er dog et par faktorer mere, som har spillet en afgørende rolle, fortsætter Nicholas Hooge, der efter 13 års ansættelse i kapitalfonden EQT, netop er kommet til Impilo, hvor han sammen med Svitlana Babak og Daniel Berg skal fokusere på danske investeringer:
– Impilos branchespecifikke fokus har været en stor fordel, da healthcare sektoren generelt har været mindre eksponeret i dette forløb. Dertil kommer, at sektoren historisk har vist sig mindre følsom overfor makroøkonomiske udsving. Begge faktorer har bidraget til den relative stabilitet, vi har nydt godt af, lyder det.
Skal bidrage positivt
Og alt det ved Impilos investorer godt. Studier viser nemlig, at sektor-specifikke investeringsselskaber som Impilo, der kun investerer indenfor det farmaceutiske område, medicinsk teknologi og relaterede sundhedstjenester – har et bedre afkast, end selskaber med en større porteføljespredning.
Det kan der være flere forskellige forklaringer på, siger Nicholas Hooge og nævner nogle af de forhold, der i manges øjne gør Impilo til en sympatisk aktør:
– Vores udgangspunkt er, at virksomhederne i vores portefølje skal bidrage til en positiv og bæredygtig udvikling af de samfund og markeder, de er aktive i, siger han og fortsætter:
– Den overbevisning er indlejret i hele vores investeringsstrategi – bl.a. fordi den nødvendiggør en dybere forståelse for selskabernes potentiale og reducerer risici. På denne måde investerer vi i, at mennesker kan leve sundere liv i fremtiden, lyder det.
Et kæmpe potentiale
Efter et corona-forløb hvor det værste forhåbentlig er overstået, ser fremtiden da også lys ud for Impilo og dets investorer:
– Impilo blev grundlagt i 2017 fordi, der var et hul i markedet, og fordi Europa var langt bagud med hensyn til specialister indenfor investeringer i healthcare-segmentet. Kikkede man f.eks. på USA, var der alene i Chicago flere investeringsselskaber indenfor sundhedsområdet, end der var i hele Europa, siger Nicholas Hooge og uddyber:
– Vores vurdering er derfor, at potentialet for sektor-fokuserede investeringer og aktivt ejerskab er mindst lige så stort i Europa, og at det blot er et spørgsmål om, at markedet skal modnes. Derfor er det også langsigtede investeringer, som vi tror på, og sigter imod, siger han.
Vi er her for at blive
Og netop det langsigtede perspektiv er helt afgørende, når man som Impilo ønsker at være den foretrukne samarbejdspartner for mellemstore healthcare-virksomheder i Norden:
– Vi er committet til det nordiske marked, og har i den grad de langsigtede briller på. Sagt med andre ord, så er vi ikke nogen, der kommer og går – vi er her for at blive, siger han og peger på, at Impilo’s såkaldte evergreen struktur tillader længere ejerskabshorisonter end hos traditionelle private equity fonde:
– På det område kan man sige at vi har brudt lidt med industrinormen, men det gør os altså ikke mindre aktive i det daglige arbejde med porteføljeselskaberne, smiler Nicholas Hooge.
Industrielle partnere
Hos Impilo arbejder man tæt sammen med et netværk af industrielle partnere – f.eks. i forbindelse med evaluering af nye investerings-muligheder samt som bestyrelsesmedlemmer og med-investorer. Som to danske eksempler kan nævnes forhenværende CEO hos ALK-Abello, Jens Bager, samt forhenværende CEO i Orkla Consumer Health, Henning Søegaard.