Anne-Sophie Skjødt Villumsen
CEO, Zenz Organic Hairdressing, Grønnegade 36
Zenz Organic Hair er en økologisk frisørsalon, der blandt andet ligger i Grønnegade. De har deres egen hårproduktlinje, der er svanemærket, og der bruges allergivenlig hårfarve, så du kan forkæles uden kemi.
Hvad er jul i København for dig?
Julen i det gamle indre København er som at være i en julekalender. Den er varmende og hyggelig og indbyder til hygge på en af de mange dejlige cafeer med venner og familie. Jeg forsøger at bruge byens mange bud på oplevelser og ønsker også at give oplevelsesgaver fremfor overflod af unødvendige julegaver. Det er meget bedre for klimaet, som jeg ønsker alle giver deres opmærksomhed, og så kan det sjældent byttes.
Hvad sker der hos Zenz op til jul?
I Zenz byder vi på julehygge med skønne økokager og øko mandariner, der serveres sammen med en øko latte eller en grøn te. Vi tilbyder alle kunder et lækkert varmt aromatisk fodbad til at varme, de kolde og måske trætte fødder, samt en dejlig håndpeeling med vores Zenz signaturolier. Det er godt for de tørre kolde vinterhænder.
Vi sælger selvfølgelig også både økologiske, allergivenlige og svanemærket julegaver der igen i år pakkes i Gots certificeret foodposer, man så kan genbruge til mad eller kosmetik. Gaverne findes også på vores nye zenzshop.dk
Anne Sax
Ejer, Anne Sax, Grønnegade 30
Lingeributikken Anne Sax åbnede i sommeren 2010. Anne Sax har siden skabt et sted med unik service og god tid til professionel vejledning. I butikken er hovedfokus på, hvilken effekt lingeriet har på kroppen samt kundens velbefindende. Hos Anne Sax er man altid velkommen til at droppe ind, men man kan også bestille tid, hvis man gerne vil være sikker på, at der er god tid lige på det tidspunkt, der passer en.
Hvad er jul i København for dig?
Julen i København er for mit vedkommende et virkelig kærkomment lyspunkt – lige der hvor man er ved at gå kold i grå novemberdage skyder lys og pynt op alle vegne. Folk kommer ud af hulerne igen, og en særlig stemning og energi indfinder sig i gaderne.
Hvad sker der hos Anne Sax op til jul?
I butikken mærker vi optakten til julen i bølger. Først kommer de kunder, som ønsker hjælp til smukt lingeri eller en blondetop til julefrokosten. Så starter adventsgaverne, og pludselig bliver vores normale butik vendt helt på hovedet.
Vi er vant til at hovedparten af vores kunder er kvinder, men fra midt december er det stort set kun forventningsfulde mænd. Det er både faste og nye kunder, som gerne vil forkæle den, de holder af.
Martin Reidar
Ejer, Scarpa Shoes, Amagertorv 14
Stine Laursen og Scarpa’s ejer Martin Reidar Andersen designer selv hovedparten af de sko og støvler, som sælges fra butikken på Strøget i København. Scarpa har eksisteret i mere end 30 år.
Hvad er jul i København for dig?
Jul på Strøget for mig er hele stemningen på Amagertorv og Højbro Plads – med julepynt, julemarked hvorfra der virkelig dufter af jul med Gløgg, kager og mad. Det hele nydes af alle de glade julehandlende.
Hvad sker der hos Scarpa Shoes op til jul?
Scarpa ligger jo lige i smørhullet ud til torvet, så vi nyder bare stemningen fra området samt hygger med julestemning i vores hyggelige gård.
Du kan komme ind i butikken og få varmen og nyde vores lækre håndlavede sko og hvem ved, måske du bliver fristet af noget til at forkæle dig selv med eller som gave til en du holder af.
Marko Heibøll
Showroom Manager, alton&heim Copenhagen, Kronprinsensgade 7
alton&heim er nyopstartet og har lige fejret et års dag i Danmark, så vi er stadig helt nye! Vi sælger møbler til der, hvor livet leves, der er produceret i bæredygtige materialer og til en fair pris. Vi er glade for god kvalitet og en af vores spidskompetencer er at hjælpe gæsterne med at specialdesigne et møbel, som matcher præcis deres hjem.
Hvad er jul i København for dig?
Jul er hjertevarme i København! Alle er glade, vi går og bygger forventninger og spænding op til den store dag. Det er skønt med smil og frostrøde kinder. Der er noget helt magisk over julen i København, som er svært at sætte ord på, men som jeg ikke oplever, at man finder andre steder. Så, hvert år glæder jeg mig og ser frem til de travle, men hjertevarme dage.
Hvad sker der op til jul hos jer?
I juletiden har vi et fyldt program i vores showroom. Vi starter ud med at kickstarte julen til lystænding den 16. november. Derefter vil der være forskellige arrangementer i løbet af december, hvor vi julehygger – blandt andet live julemusik, ”Jul for de mindste” og et større arrangement i vores skønne baggård.
Desuden kan man dagligt besøge os til en kop varm gløgg eller kakao, hvis man trænger til flugt fra kulde eller en pause fra julegaveræset.
For info om de konkrete arrangementer kan man følge med på vores på vores Facebook-side, der hedder alton&heim-nordic heritage.