Julen i København

0
618

Julen i København er en magisk tid. Vi har fået en snak med KCC’s direktør John Hansen.

KCC’s direktør John Hansen.

Hvad betyder julen for København?
Alle mennesker burde besøge København op til jul med julemarkeder, juleforestillinger, juleudstillinger og museernes juleaktiviteter. Butikkerne julebugner, og restauranter og cafeer byder på alskens julelækkerier.

I gamle dage tog bedsteforældre deres børnebørn med ind og så på butikkernes juleudstillinger. Julen er stadig børnenes fest, hvor deres øjne stråler om kap med byens flotte julebelysning. Det er glæde og hygge for alle.

Den store juleparade, kan du fortælle lidt om den?
Vi genopfinder juleparaden op af Strøget. Julemanden med nissebørn kommer sejlende ind gennem Nyhavn. På kajen ved ankeret venter julekanen og den gamle ølvogn, begge trukket af heste, på julemanden og nissebørnene.

Herefter kører de over til d`Angleterre, hvor Tivoligarden, Rasmus Klump og La Glace’s veteranbil venter, og paraden kan sætte i gang gennem Strøget til Rådhuspladsen.

De mange julelys, der tændes, hvad betyder de for byen?
I vintermånederne kan byen godt tage sig lidt mørk og trist ud, men når julebelysningen tændes, forvandles gaderne. Byen fremstår tryg og venlig og klar til at modtage gæster, og her skabes en helt særlig atmosfære, der understreger København som en metropol.

Udover julebelysningen på Strøget, Købmagergade, Skoubogade Pilestræde, Kronprinsensgade, Ny Østergade, Nørregade, Læderstræde, Kompagnistræde, Rosengården og Fiolstræde får København en helt ny attraktion i år.

MK Illumination opstiller en 6,5 meter lysende ren på Kultorvet. Den bliver noget af et vartegn, tør jeg godt sige. Al julebelysningen bliver tændt lørdag den 16. november fra kl. 15.30 ved et hyggeligt arrangement på Amagertorv. Her vil Postorkestret underholde, Slagteren ved Kultorvet grille og julemænd dele godter ud til børnene.

Hvad glæder du dig personligt mest til i juletiden?
Udover glæden og hyggen, glæder jeg mig til samværet med familie og venner og tid til at glæde andre. Jeg elsker eksempelvis at give gaver til andre. Og så skal man jo ikke underkende den gode danske julemad, som er aldeles usund, men det bedste der findes.

Vær med, når lysene tændes

Lørdag den 16. november.

Musikken spiller fra klokken 15.30, og lysene tændes klokken 16.