Carrera: En genfødt legende

0
343
Den friske, grønne skive på den sporty version af Carrera skal nok vække opsigt!

TAG Heuers legendarisk sportsur Carrera er i år blevet genfødt i en endnu mere luksuriøs udgave. Der er i år kommet fire klassiske modeller inspireret af originalerne fra 1960erne – og fire med et mere moderne og sporty udtryk. Alle har det nyudviklede urværk Calibre 02 ombord.

Det er i år 160 år siden, Edouard Heuer grundlagde det urmærke, vi i dag kender som TAG Heuer, og sådan en fødselsdag skal naturligvis markeres. Det er det bl.a. blevet med en stribe nye udgaver af den populære Carrera-kollektion. Første ladning ramte butikkerne i sommer, hvor 4 sporty kronografer med kraftige tachymeter-kranse og fine skiver i blå, grøn, og sort tilførte Carrera-kollektionen et meget moderne og maskulint udtryk. De nye modeller måler 44 mm og har oversize knapper og krone, så de oser langt væk af racerløb! 

Klassiske kronografer 
Og som om det ikke var nok til at tilfredsstille de urglade verden over, så har man netop her i november sendt 4 mere klassiske modeller på gaden. De måler knap 42 mm og er uden krans, så de fremstår mere afdæmpede og dressy i udtrykket. Skiverne kommer i sølv, grå, sort og blå – og har et renere og mere afdæmpet udtryk, der leder tankerne hen på de originale Carrera-modeller fra 1960erne. 

Ny motor ombord 
Alle nyhederne kommer i en redesignet kasse og er kendetegnet ved et mere eksklusivt materialevalg samt en højere grad af finish, end vi hidtil har set. Ambitionen er at gøre Carrera til TAG Heuers flagskibskollektion, og derfor har man også udstyret alle nyhederne med en ny ‘motor’ – TAG Heuers eget Calibre 02, som er et lille mekanisk vidunder bestående af 168 dele og konstrueret på fabrikken i Chevenez. Kronografen (altså stopuret) er bygget oven på selve urværket og koblet med et kolonnehjul, hvilket sikrer en høj grad af præcision. Og med en gangreserve på 80 timer er uret tilmed ‘weekendsikret’ – hvis du tager det af fredag eftermiddag, tikker det stadig videre mandag morgen. 

Historien om Carrera 
Carrera-kollektionen blev oprindeligt skabt af Edouard Heuers barnebarn Jack Heuer i 1963. Han var selv ivrig racerkører og vidste præcist, hvad man havde brug for, når man kørte lange racerløb i al slags vejr: Et ur med et rent design og en letaflæselig urskive, og en urkasse der kunne tåle både slag og vand. 

Navnet Carrera kommer af et af de vildeste udholdenhedsløb i 1950’erne, nemlig Carrera Panamericana Mexico Road Race, der forløb på de uforudsigelige landeveje tværs over Mexico.  

Indbegrebet af motorsport 
TAG Heuer og motorsport har altid været tæt knyttet. Heuer-mærket tog eksempelvis patent på den første kronograf til instrumentbrættet i biler i 1911. I 1960erne og 1970erne var mærket synonym med fuldblodsmotorsport, bl.a. med Monaco-modellen på Steve McQueens håndled og som sponsor for legendariske racerkørere som Jo Siffert og Niki Lauda i Formel 1. 

Nyt samarbejde med Porsche 
Her i 2020 har TAG Heuer i øvrigt indgået et stort og tæt samarbejde med Porsche, hvilket kommer til at kaste en række nye modeller og designs af sig. Sjovt nok er Porsches ikoniske Carrera-model også opkaldt efter Carrera Panamericana Mexico Road Race og blev lanceret nogenlunde samtidig med TAG Heuers ur – uden at der dog var nogen sammenhæng. 

Men det kan der altså nu blive i de kommende år, og det bliver mildest talt spændende at se, hvordan det parløb kommer til at spænde af. 

 Se mere på

www.tagheuer.com