Nye kliniske undersøgelser i kampen mod kemoterapi-resistens hos kræftpatienter

0
216

Scandion Oncology er på vej med anden og tredje kliniske afprøvning af lægemiddelkandidaten SCO-101 til kræftpatienter med resistens over for kemoterapi.

Eneste mulighed for disse patienter er kemoterapi, som kun gavner 25 procent af patienterne, og den gavn er ofte kortvarig, fordi kræftcellerne bliver resistente overfor kemoterapi

Efter planen påbegynder det danske biotekselskab Scandion Oncology i efteråret den anden kliniske afprøvning af lægemiddelkandidaten SCO-101, som i kombination med kemoterapi bekæmper kræftceller, der ellers er resistente mod kemoterapi.

Afprøvningen skal primært foregå på de onkologiske afdelinger på Aalborg Universitetshospital og Herlev Hospital. Her skal SCO-101 testes i behandlingen af patienter med bugspytkirtelkræft, som rammer cirka 800 danskere hvert år.

”Vi har i dag ikke rigtig nogen behandling, der gør en væsentlig forskel for patienterne. Bugspytkirtelkræft kan oftest ikke opereres. Eneste mulighed for disse patienter er kemoterapi, som kun gavner 25 procent af patienterne, og den gavn er ofte kortvarig, fordi kræftcellerne bliver resistente overfor kemoterapi,” siger CEO i Scandion Oncology, Nils Brünner.

Rette dosis skal findes
”Først skal vi finde den rette dosis af SCO-101, når det gives sammen med den type kemoterapi, der oftest anvendes ved behandling af bugspytkirtelkræft. Det er vigtigt, at bivirkningerne ikke overskygger en gavnlig effekt af behandlingen. Vores lægemiddel er en pille, man tager om morgenen, og den er ikke giftig i sig selv. Men når den benyttes i kombination med kemoterapi, skal vi være sikre på, at den ikke øger bivirkningerne af kemoterapi.”

Når den rette dosis er fundet, deltager 60 patienter fordelt på 20, der får standardbehandling, og 40 patienter, der får standardbehandling sammen med SCO-101.
Hvis stoffet ser ud til at give en ekstra effekt, føjes yderligere patienter til. De kliniske undersøgelser forventes afsluttet i 2021-2022.

Stor villighed
Kræftpatienters villighed til at deltage i forsøg er generelt stor, siger Nils Brünner.
”Det er imponerende, at kræftpatienter oftest siger ja til at deltage i undersøgelser som vores. De giver generelt udryk for, at hvis de mod forhåbning ikke selv får gavn af behandlingen, så håber de trods alt, at andre patienter på et senere tidspunkt kan få glæde af de informationer, der bliver samlet sammen. Det er rigtig flot, synes jeg.”

Tredje afprøvning
Den tredje kliniske test af SCO-101 er også på vej. Scandion Oncology har fået forskningsmidler fra EU til at teste SCO-101’s effekt på patienter, som har metastatisk brystkræft og er blevet resistente over for behandling med antiøstrogener.

”De fleste metastatiske brystkræft-patienter bliver med tiden resistente overfor antiøstrogen-behandling. Dem håber vi også, at vi kan hjælpe. Vi skal teste SCO-101 efter samme princip som med bugspytkirtelkræft. Nogle patienter modtager antiøstrogen-behandling, og andre modtager SCO-101 i kombination med antiøstrogener.”

Lovende indledende data
I det første igangværende fase 2-studie bliver SCO-101 testet på patienter med kemo-resistent metastaserende tarmkræft, og de første data ser lovende ud, siger Nils Brünner, hvilket øger håbet for et succesfuldt klinisk forsøg.

Sideløbende med SCO-101 har Scandion Oncology udviklet stoffet SCO-201, som er er klar til at blive bragt frem til klinisk afprøvning i kombination med adskillige typer kemoterapi.

Kampen mod resistens
Det danske firma Scandion Oncology, som er noteret på Spotlight-børsen i Sverige, er fokuseret på at bekæmpe kræftcellers resistens mod kemoterapi, som er en af de største udfordringer inden for moderne onkologi. Kræft rammer en tredjedel af os, og lidt under halvdelen af de kræftramte vil dø af sygdommen. Hver dag dør 43 danskere af kræft.

Det er Scandion Oncologys erklærede mål at halvere antallet at kræftdødsfald ved at dræbe de celler, der er resistente eller kan blive det, så tidligt i et behandlingsforløb som muligt.

Ind i kræftcellens kerne
SCO-101 bekæmper kræftceller med kemoterapiresistens på to måder. For det første regulerer stoffet, hvordan gener bliver udtrykt, dvs. hvordan generne laver proteiner, de aktive byggesten, der styrer cellers gøren og laden, også kræftcellers.

For det andet nedbryder stoffet de pumper, der sidder i cellers membraner og kan pumpe kemoterapi ud lige som hurtigt, som den kommer ind, så kemoterapien aldrig når ind til kernen, hvor den kan slå cellen ihjel.

Nogle kræftceller har på forhånd udviklet resistens mod kemoterapi. På andre virker behandlingen i den første tid, hvorefter kræftcellerne bliver resistente.

Udvikling af nye tests
Scandion Oncology har indledt samarbejde med et antal andre biotekfirmaer, der er specialister i udvikling af såkaldte prædiktive biomarkører, som skal anvendes til at finde de rette kræftpatienter til SCO-101 behandling.

Et af disse samarbejder er med selskabet 2cureX, som udvikler funktionelle test, der skal anvendes til at afgøre, om en patients kræftceller vil være resistente/følsomme over for en given behandling.

Danske Scandion Oncology blev grundlagt i 2017 og blev i 2018 noteret på Spotlight-børsen i Stockholm.

I international kræftbehandling er der et stort medicinsk behov for stoffer, der kan bekæmpe resistens i kræftceller. Markedsværdien af Scandion Oncologys produkter vurderes at være 4 mia. euro årligt.

Professor ved KU, Nils Brünner, er CEO, mens Peter Høngaard Andersen (bl.a. co-founder af Zealand Pharma og Glycom) er bestyrelsesformand.