Ryohin Keikaku Co., Ltd. eller MUJI er et japansk detailfirma, der blev etableret tilbage i 1980. De er kendt for deres husholdnings- og forbrugsvarer med alt fra tøj til livsstils- og rejseartikler. MUJI er kendetegnet ved sin designminimalisme, vægt på genanvendelse, undgåelse af affald i produktion og emballering og ingen logo eller ”no-brand” -politik.
I 1991 åbnede MUJI sin første internationale butik i Stormagasinet Liberty, London i 1991. I dag findes der mere end 900 butikker på verdensplan repræsenteret i 31 lande.
Ved åbningen interviewede vi mr. Masato Arai, Director Denmark.
Inden I kom hertil, lavede du research omkring danskere og det danske marked. Hvad fandt du ud af?
Vi var interesseret i at se, hvem danskerne var, og hvad I står for, så vi kunne se, om MUJI passede til jer, men også hvordan vi kunne gøre det bedst for jer.
Men jeg fandt ud af, at der rent faktisk er mange ligheder mellem danskere og japanere. For eksempel hvad angår mentalitet. Vi er begge punktlige og akkurate, og mange ting har vi samme holdning til. Det gjorde mig glad, for så vidste jeg, at MUJI ville passe til det danske marked. Vi kan godt lide Danmark.
Hvis vi ser på begrebet ’hygge’, hvordan ser du så MUJI her?
Japanerne elsker også ’hygge’. Men de er måske ikke så gode til det. Måske de netop derfor ser meget på, hvad I gør og gerne vil lære af jer. MUJI har mere fokus på ”everyday life” – og gøre det nemmere og enklere. Ja, måske så man netop har tid og mulighed for at ’hygge’ mere.
Hvad er MUJI?
MUJI er for alle og gør deres liv nemmere, mere fornuftigt og praktisk.
Vi startede i 1991, og økonomien ’boomede’ bare i Japan. Alle tjente mange og store penge. Vi gik så i den direkte modsatte retning. Vi ville gøre det enkelt og simpelt. Så vi startede i et hjørne af et supermarked som Irma. Men det gik så godt, at vi hurtig ekspanderede og lavede vores egne butikker. Siden er det bare gået hurtigt.
Vi lægget stor vægt på de bedste materialer samt en minutiøs gennemgang af processer og ja enkelthed. Det har vi gjort fra dag et. Og ja, uden at vide det, var vi faktisk meget forud for vores tid – også i forhold til miljø og produktion af produkter.
Hvad glædede du dig mest til, da du i morges tog herind for at åbne butikken?
Jeg var så spændt. Vi har glædet os rigtig meget. Så det var en stor dag. Også selvom det her kun er en ’soft opening’, idet vi næste år åbner en rigtig flagshipstore her. Nu skal vi bruge tiden inden da til at lære en masse – se hvordan folk tager MUJI til sig – reagerer og accepterer, så vi kan gøre det endnu bedre.
Vi synes, ILLUM er det helt rigtige sted at ligge, og at vi passer godt sammen. Tiden var rigtig til at åbne nu.
Hvad er dit eget favorit MUJI-produkt?
Personligt elsker jeg virkelig vores skincare linje. Det er virkelig gode og effektive produkter, som når man først har prøvet dem ikke kan undvære. Kvaliteten er høj, og jeg bruger dem hver dag. Der er brugt unikt drikkevand fra japanske bjerge i dem alle.
Hvordan ser du på miljøet og bæredygtighed?
Vi har tre kriterier, som vi altid går ud fra:
- At vælge de rigtige, bæredygtige og gode materiale som økologisk bomuld
- At minimere emballagen
- At altid se på selve produktionen og hvordan den kan optimeres og eliminere processer.
Vi stopper aldrig – men vil altid forsøge at forbedre disse tre kriterier. Vi så på det her fra dag et. Lang tid før det kom på alles læber. Det er essentielt for os at passe på kloden. Det stopper vi aldrig med.
MUJI blev grundlagt i 1980 med filosofien om at skabe simple og billige produkter af høj kvalitet. Det er stadig denne filosofi, om at skabe let tilgængelige højkvalitetsprodukter, som gennemsyrer MUJI den dag i dag.
MUJI har mere end 900 butikker på verdensplan, som forhandler over 7.000 forskellige varer med alt lige fra beklædning til husholdningsprodukter og endda huse.
Du kan glæde dig endnu mere, for MUJI har allerede annonceret, at de planlægger at åbne en rigtig flagskibsbutik i København i 2020. Endnu større og endnu federe end den du kan opleve nu.