Måneder med nedlukning, restriktioner og uvished er gået. Måneder, der har kostet mange brancher dyrt, og som har vendt op og ned på den måde, vi indretter vores samfund på.
Restriktionerne er stadig mange, og uvisheden stor, men hvis vi fortsat skal holde hjulene i gang i dansk erhvervsliv, er tiden igen kommet til det personlige møde, og det er tid til at se fremad. Derfor glæder vi os nu over, at dansk erhvervsliv igen kan mødes fagligt og personligt om vigtige faglige emner, blive inspireret og med øget handel bidrage til at genstarte dansk erhvervsliv.
Messen gennemføres under regler for storcentre
Det var en afgørende åbning, da lovgivningen blev ændret, og storcentrene åbnede igen. Vi forfulgte muligheden for at fungere som det faglige indkøbscenter for dansk erhvervsliv med de regler, vi kender fra storcentrene. Det betyder også, at standene sidestilles med butikker, hvad angår antal kvadratmeter pr. person. Udover lighedspunkterne har vi yderligere mulighed for at øge trygheden, fordi man på en fagmesse skal forhåndsregistrere sig. Vi ved, hvem der kommer, og hvornår de kommer.
Det personlige møde må aldrig gå af mode. Tværtimod. Det skal vi i fællesskab værne om.
Da Automatik-messen blev en mulighed, valgte vi i samarbejde med branchen at planlægge en gennemførelse af messen. For at gennemføre et arrangement er det en forudsætning for os, at både udstillere og besøgende føler sig trygge. Derfor har vi under nedlukningen udviklet et koncept for det trygge møde, som vi brugte første gang til design- og interiørmessen Formland i MCH Messecenter Herning midt i august – og som blev særdeles godt taget imod af såvel indkøbere og udstillere. Et yderligere tiltag på Automatik er en udvidelse af standene fra 9 til 12 m2 og 4 meter brede gange for at skabe mere plads.
Når vi inviterer til messe i en tid med covid-19 som en uomtvistelig dagsordensætter, gør vi os naturligvis ekstra umage med at skabe en tryg oplevelse. Antal, afstand, adfærd og hygiejne er omdrejningspunktet, og fra ankomst til afrejse skal et besøg på Automatik være trygt og ansvarligt.
Det personlige møde går aldrig af mode
Covid-19 har skabt synlige forandringer i vores samfund, og vi har gennem gået en digital læring på rekordtid og mulighederne er blevet udnyttet som aldrig før. I en tid med afstand som det centrale, har det været både lærerigt og nødvendigt. Samtidig har perioden også vist, hvilke begrænsninger det digitale møde har. Vi har savnet det menneskelige og oplevet den stærke værdi i at være sammen fysisk gennem en periode med hjemsendelse og hjemmearbejdspladser.
De seneste måneder har bekræftet os i, at det personlige møde er uerstatteligt. Det er nemlig, når mennesker mødes fysisk, fagligt og personligt, at gode forretninger, idéer og samarbejder opstår. Messer er relationer, der styrkes, og nye der skabes. Viden der inspirerer, og viden der deles. Forretning der udvikles, og nye der opstår.
På messen kan vi se, høre, fornemme og mærke – og vigtigst af alt styrke den personlige relation. Vi skal ud og have fingeren på pulsen, mødes i og på tværs af brancher og holde os opdaterede på, hvor udviklingens strømme bevæger sig hen – alt sammen med henblik på, at vi i fællesskab kan bidrage til at holde hjulene i gang i dansk erhvervsliv. Vi har brug for at møde hinanden.
Find fremtiden på Automatik
Netop det personlige møde er omdrejningspunktet på Automatik, når robot- og automationsbranchen mødes i Brøndby Hallen. Automatik byder på tre dage med spændende konferencer, nye løsninger og innovative produkter samlet under ét tag.
Synergien mellem Automatiks konferenceprogram og udstillerne er stor, hvilket giver besøgende rig mulighed for både at blive opdateret på de nyeste tendenser og få ny viden om nye løsninger og muligheder.
Konferenceprogrammet tager afsæt i tidens og fremtidens udfordringer, hvorfor værdifuld viden om robotter, kunstig intelligens, Industri 4.0 og maskinsikkerhed er på programmet, ligesom det også bliver muligt at overvære flere spændende produktdemonstrationer – alt sammen ansvarligt og under gældende retningslinjer. Det er vores mission at skabe unikke oplevelser, hvor mennesker trygt kan mødes. Det løfte skal og vil vi leve op til på Automatik 2020.
På godt og trygt gensyn i Brøndby Hallen.
Læs udgivelsen i sin helhed elektronisk: