Ny digital kultur i offshore-industrien

0
344
NorSeas nye digitale operations room overvåger alle strategiske og operationelle processer i virksomheden

Med hjælp fra Nexus Interim Management har NorSea Denmark i Esbjerg gennemgået en digital transformation, hvor gamle vaner og processer i offshore-industrien er afløst af transparens, rapporter i realtid og løbende udvikling af nye logistik-produkter og serviceydelser.

”Vi har fået større fokus på, hvordan vi kan skabe værdi for kunden, og hvilke nye produkter vi kan udvikle. Det er vigtigt i vores branche, hvor der er et stort prispres,” siger Jesper Høj-Hansen, NorSea Denmark.

Digital transformation har mange ansigter. Tag for eksempel virksomheden NorSea Denmark i Esbjerg, som leverer baseoperationer og integrerede logistikløsninger til offshore-industrien.

I 2016-2017 lagde NorSea fundamentet for en gennemgribende digitalisering af sine strategiske og operationelle processer.

Før virksomhedens digitale transformation kunne medarbejderne på basen stå med print af excelark med dagens opgaver. Nu arbejder de med mobilapplikationer og data i realtid, mens hovedkontoret på havnen i Esbjerg har indrettet et fysisk operations-room med 20 skærme, der giver totalt overblik over drift, leverancer, mandskab, KPI’er og alle de andre informationer i realtid, NorSea bruger til at tilrettelægge en effektiv drift og skabe nye produkter og serviceydelser på et svært marked.

Digitaliseringen er gennemført i samarbejde med Nexus Interim Management og deres projektleder Jakob Søholt, der var en fast del af NorSea i ni måneder under opstarten af transformationsprojektet.

Vi ville være nemmere at handle med
Under navnet Danbor var virksomheden ejet af Maersk Oil i 45 år, hvorefter den blev købt af norske NorSea Group i 2014.

”Vi gik fra at have få kunder til at have mange kunder og udviklede et nyt ben til servicering af vindenergi. Alle de vaner og gode operationsprincipper, vi havde udviklet gennem årene med Maersk, var funderet på, hvordan man plejede at gøre tingene i olie- og gasbranchen, men det var ikke nødvendigvis de ydelser, andre kunder ville købe af os, så vi så en mulighed for at effektivisere driften og samtidigt udvide vores produkt-palette,” fortæller CEO i NorSea Denmark, Jesper Høj-Hansen.

Omstillingen begyndte med et leanforløb, der gled naturligt over i en digitaliseringsproces.

”Visionen var, at vi ville være nemmere at handle med for vores kunder. Vi ville have flere produkter på hylden til en bredere skare af kunder, og vi ville forankre vores stærke operationelle know-how digitalt.” Det var vigtigt for NorSea, at hjælpen ikke kom fra et traditionelt konsulenthus.

”De ville måske også komme med gode løsninger, men ville ikke medføre den samme forankring i virksomheden, skønnede jeg. Målet var at skabe en helt ny kultur og arbejdsform i virksomheden. Jeg vidste, at en interim-løsning ville høre op, og at der ville ske en overlevering, så vi selv skulle tage over på et tidspunkt. Derfor vidste medarbejderne, at de skulle involvere sig og gøre sig i stand til at tage over, når Jakob forlod os igen.”

Jeg ville gerne hen i en ny hypotesekultur med udgangspunkt i kundeværdi, hvor vi ikke bare tunede vores operationelle model og blev mere effektive gennem automatisering.

Nyt operations-room i løbende udvikling
Inden for de første tre måneder havde NorSea i samarbejde med Jakob Søholt etableret første version af sit nye operations-room og præsenteret de nye muligheder for kernekunderne.

”NorSea Group har en business solutions afdeling i Norge, som har stået for udviklingen af den nye ERP-platform og en række operationelle digitale applikationer samt integration af lokale forretningssystemer til NorSea Denmark. Min opgave var at være bindeled mellem projektets styregruppe, det norske business solutions team, IT og fem interne projektledere i Esbjerg. Efter tre måneder var de første arbejdsstationer i drift i det nye digitale operations room. Det var en omvæltning for virksomheden og medarbejderne at skulle arbejde på tværs efter at have være en mere traditionel og siloopdelt virksomhed. Vi kom hurtigt op på version 4 af det nye digitale operations-room i indkøringsperioden. Det skete parallelt med den normale drift. I det nye univers kunne vi se, hvordan økonomien udviklede sig, når vi drejede på de forskellige knapper, digitaliseringen gav mulighed for at udnytte,” fortæller Jakob Søholt.

Digitalisering som kulturel driver
Ifølge Jesper Høj-Hansen har digitaliseringen været en kulturel driver: ”Jeg ville gerne hen i en ny hypotesekultur med udgangspunkt i kundeværdi, hvor vi ikke bare tunede vores operationelle model og blev mere effektive gennem automatisering. Nu er der også et stort pull fra organisationen for at få automatiseret endnu flere processer, og medarbejderne er opmærksomme på, om applikationer fra andre industrier kan bruges i vores. Det er ægte innovation. Vi har fået større fokus på, hvordan vi kan skabe værdi for kunden, og hvilke nye produkter vi kan udvikle. Det er vigtigt i vores branche, hvor der er et stort prispres.”

Derudover har NorSea Denmarks mere effektive processer i supply chain’en medført, at kundernes – den danske olie- og gasproduktion – CO2-footprint pr. produceret tønde olie er reduceret væsentligt.

”Digitaliseringen er derfor med til at fastholde, at det er en god idé fortsat at hente olien og naturgassen fra danske felter i stedet for andre steder i verden med mindre eller ingen fokus på bæredygtighed i supply chain’en. Teknologien kommer naturligvis også alle NorSea Denmarks øvrige kunder til gode, for eksempel vores arbejde for Offshore Wind industrien.”

”Udfordringen for mange virksomheder på tværs af brancher er, at de typisk ikke har de nødvendige projektkompetencer til at gennemføre forløbet,” siger Jakob Søholt, Nexus Interim Management.

Payback efter kort tid
I kraft af nye værktøjer og en ny kultur vendte NorSea Denmark i 2018 sit hidtil største underskud i 2017 til et overskud, der blev gentaget i 2019. Virksomheden har oplevet mersalg til eksisterende kunder, fået nye kunder, etableret nyt transportcenter i Frederikshavn og ansat 40 nye medarbejdere som resultat af den øgede aktivitet. Flere initiativer er på vej.

Ifølge Jakob Søholt er det Nexus’ erfaring, at digitaliseringsprojekter sjældent er lige så omfattende som i NorSea, hvor målet og resultatet nærmest var en ny virksomhed – til gengæld er det ikke usædvanligt, at digitaliseringen udløser payback efter kort tid.

”Det typiske er mindre nedslag, hvor vi ser på, om applikationer kan hjælpe på en proces i en afdeling. Robotics eller såkaldte RPA-løsninger er fx meget populære løsninger for tiden, fordi de gør det nemt at automatisere dataflow. I NorSeas tilfælde gik vi derimod ind i hele værdikæden og økosystemet, inklusive kunder, partnere og hele industrien. Det kræver, at der er en topledelse, der har visionen og tør gøre det. Generelt er virksomheder måske lidt tilbageholdne, hvis ikke de synes, at de kan gennemskue hele projektet. Derfor gør man det i mindre bidder, og det kan også være fint med payback helt ned til tre måneder. Det gøder jorden for de næste projekter. Det handler om at beskrive det store billede og så udarbejde et roadmap og gå mere agilt i gang.”

”Udfordringen for mange virksomheder på tværs af brancher er, at de typisk ikke har de nødvendige projektkompetencer til at gennemføre forløbet. De er fokuseret på driften og løbende aktiviteter, og så bliver optimering og udvikling af virksomheden knapt så målrettet som eksemplet fra NorSea Denmark. Det er her, hvor en professional interim projektleder med erfaring fra tilsvarende projekter kan gøre en forskel ved at holde fokus på programmer og projekter, beskrive opgaverne, planlægge og ikke mindst eksekvere.”