Fem ting som corona-krisen har lært os

0
308
Janus Sandsgaard, Digitaliseringspolitisk fagchef i Dansk Erhverv

15 % af Dansk Erhvervs medlemmer har i én eller anden grad haft hjemmearbejdende medarbejdere under krisen. Det har været en stor omvæltning for mange af os. Men også en læring med stor værdi for fremtiden, fortæller Janus Sandsgaard, digitaliseringspolitisk fagchef i Dansk Erhverv

Mange af os på hjemmekontorerne har hungret efter at få skiftet rugbrødsmadderne ud med buffeten, erstatte spisebordet med hæve-sænke-bordet og den ergonomisk korrekte kontorstol, og at få skiftet hjemmeundervisningen af den 8-årige ud med smalltalk over kaffemaskinen med kollegaerne.

Kort sagt, vi har glædet os til at komme tilbage på arbejdspladsen igen. Men midt i euforien peger Janus Sandsgaard, digitaliseringspolitisk fagchef i Dansk Erhverv på fem ting, som corona-krisen har lært os, for han er overbevist om, at der også er kommet noget værdifuldt ud af det.

  1. Vi har opdaget, hvor digitale vi er
    Digitalisering er ikke længere et fremmedord for danske virksomheder, og de fleste udskifter ”hvorfor digitalisering?” med ”hvordan?”, hvilket også blev tydeligt, da en pulje på 30 mio. kr. under regeringens SMV:Digital-initiativ, hvor Janus Sandsgaard sidder i bestyrelsen, blev flået væk på få timer.

    Alligevel havde Sandsgaard en vis uro i maven d. 11. marts, da han fulgte pressemødet, hvor statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. Det var den ultimative prøve for årtiers indsats i opbygningen af Danmarks digitale infrastruktur og danskernes digitale kompetencer og gåpåmod.

    ”Mange blev kastet ud på dybt vand, og det viser sig, at vi faktisk godt kan svømme. Det er vaskeægte imponerende – både teknisk og menneskeligt – når man tænker på, at det er sket fra den ene dag til den anden. Jeg håber, vi en gang for alle kan aflive fordommen om, at distancearbejde er en lusket omskrivning af en halv pjækkedag,” fortæller han.
  2. Vi kan ikke løbe fra krop og sjæl
    ”De seneste uger har også lært os om bagsiden af skærmen, og det er mindst lige så vigtigt. Vi har opdaget, at det rene skærmliv hverken er ren idyl eller rationelt. For vi er også sociale væsener med krop og sjæl og behov for mere end de todimensionelle møder, som foregår på skærmen. Det gælder f.eks. når vi skal indgå i nye relationer eller komplicerede forhandlinger og skal have alle antenner ude. Det, tror jeg, flere folketingspolitikere kan tale med om, og det gælder i hvert fald min ældste datter, som forsømmer foråret i 1.g. på Zoom. Distancearbejde stiller nye krav til den enkelte medarbejder og til ledelse og mødekultur. Også de erfaringerne er guld værd for fremtiden.”
  3. Vi får meget for hånden fra kælderen
    En stor del af vores arbejdstid bruges på møder. En undersøgelse fra TDC Erhverv viser, at 66 % af landets kontoransatte mener, at online møder vil kunne erstatte nogle af de fysiske møder, og 62 % vil gerne have, at arbejdspladsen gør det mere fleksibelt og valgfrit at arbejde hjemmefra også fremover.

    ”Det er værd at bide mærke i – navnlig i en tid som ellers meget vel kunne være præget af skærmkvalme og trang til digital detox. Det siger mig, at videomøderne ikke bare har virket rent teknisk, men også fungerer for de mennesker, der skal bruge dem. Jeg håber, vi holder fast i videomøderne, hvor det er rationelt, og at vi bliver mere effektive og sparer en masse kedelig transport- og tomgangstid. Det vil samtidigt også bidrage til Danmarks ambitiøse klimamålsætning.”
  4. It-afdelingen er hverdagens helte
    Det er imponerende, hvordan teknologileverandørerne – f.eks. bredbånd og løsninger til videokonferencer – har kunne følge med den eksplosive brug af digitale løsninger på hjemmekontorerne.

    ”Vi er velsignede med en telesektor, der investerer 7 mia. kr. om året i digitale motorveje med god fremkommelighed,” fortæller Janus Sandsgaard.

    Energistyrelsen følger bredbåndsdækningen i Danmark, og deres tal viser, at 93 % af landets husstande og virksomheder har mulighed for at få hurtige forbindelser på mindst 100 Mbit/s i download og 30 Mbit/s i upload, men at kun 29 % benytter muligheden.

    ”Vi ved at udbredelsen er stigende, og jeg tror, at corona-krisen har givet danskerne endnu mere appetit på de højere hastigheder, fordi hjemmet bliver arbejdsplads, skole, biograf og meget andet.”

    ”Og lad os sende en varm tanke til it-afdelingerne,” fortsætter han. ”Det har været en kæmpe opgave også at få sikkerheden med på hjemmekontorerne.”
  5. Digitale teknologier gør fremtiden til et bedre sted at være
    Hos Twitter luftede Jack Dorsey forleden, at hjemmearbejdet kunne blive en permanent ordning. Til det siger Sandsgaard:

    ”Det er at sætte tingene på spidsen, og de færreste af os har nok lyst til at tilbringe alle vågne arbejdstimer ved spisebordet. Men jeg håber, at vi husker på de seneste uger, når corona-krisen lægger sig, og tømmermændene fordamper fra den analoge fredagsbar. Vi får brug for erfaringerne til at udvikle samfundet i en mere fleksibel, bæredygtig og robust retning, og digitalisering er nøglen til at gøre fremtiden til et bedre sted at være.”