Digital oprustning er byggeriets vej til større bæredygtighed

0
270
Her ses resultat fra en droneoverflyvning påmonteret en 3D-scanner: En punktsky (der er en digital kopi af en bygning, som kan efterbehandles til en digital Revit-bygningsmodel i 3D), som er meget nyttig – fx i forbindelse med renovering eller fornyelse.

Klimabelastningen som følge af fejl og mangler i byggeriet kan reduceres væsentligt ved øget brug af fælles samarbejdsplatforme og Building Information Modelling (BIM)-modellerede 3D-scanninger, lyder det fra IT-konsulentvirksomheden, NTI A/S.

“Når alle parter bruger den samme cloud-baserede platform i byggeprojektet er der langt større
sandsynlighed for at det, man har projekteret, rent faktisk materialiserer sig som både bygbart og bæredygtigt”


Lars Kanneworff,
Divisionschef i Byggeri, NTI A/S

Hvis regeringens ambition om en 70 procents reduktion af CO2-udledningen inden 2030 og et CO2-neutralt Danmark i 2050 skal have en chance, kræver det ikke bare energivenlige bygninger og grønne byggematerialer. 

Det kræver også, at der sker langt færre fejl og misforståelser mellem bygherrer, rådgivere og entreprenører i de processer, der leder frem til det færdige byggeri. Det er i hvert fald synspunktet hos NTI A/S, der er eksperter i BIM-løsninger og digitalisering i byggebranchen. 

– Som det er i dag, sker der alt for mange fejl og misforståelser mellem de involverede parter, som leder til et dårligere og dyrere byggeri. I sidste ende betyder det, at byggeriet bliver mindre bæredygtigt, lyder det fra divisionschef Lars Kanneworff.

Single Source of Truth
Han peger på, at branchen kan opnå markante forbedringer ved at blive enige om fælles datastandarder, som den nye europæiske BIM-standard ISO 19650 lægger op til – og ved i højere grad at benytte fælles cloud-baserede samarbejdsplatforme – i daglig tale ”Single Source of Truth”. 

Et eksempel på en teknologi, som understøtter denne måde at arbejde på, er det cloudbaserede Autodesk BIM 360. Udover at skabe et fælles udgangspunkt i en samlet platform for alle parter i et byggeprojekt, reducerer løsningen også behovet for fysiske møder og skaber dermed en mere bæredygtig tilgang.

– Udfordringen er, at der i et komplekst byggeri med mange involverede parter findes rigtig mange modeller og tegninger, og at disse konstant opdateres, og dermed findes i endnu flere versioner. Det er svært at holde styr på for alle parter, og derfor også kilde til rigtig mange bekostelige – og i sidste ende klimabelastende fejl. De kunne være undgået, hvis man havde anvendt en fælles platform som f.eks. Autodesk BIM 360 – siger han og fortsætter:

– På den måde er man sikker på, at alle altid tager udgangspunkt i den samme opdaterede model. Dermed er der langt større sandsynlighed for at det, man har projekteret, rent faktisk materialiserer sig som både bygbart og bæredygtigt. 

Den digitale kopi af bygningen er nu en færdig opbygget 3D-model, som man kan arbejdet videre med i et BIM-softwareprogram.

Større ansvar kræver nye værktøjer
Lars Kanneworff nævner, at projekterende parter i dag er blevet pålagt et større ansvar efter, de har fået status som ”leverandører” i forlængelse af de ”Almindelige Betingelser 2018 for rådgivningsydelser”. 

Det skaber et øget behov for nye og mere driftssikre værktøjer, siger han:

– Vi har af samme grund udviklet den cloud-baserede løsning, NTI CONNECT, som er et eksempel på et intelligent værktøj, der kan hjælpe rådgiverne med at leve op til det nye ansvar. Bl.a. ved at sikre, at de har et fuldkomment overblik over bygningsdelene i BIM-projektet.

Fra scanningsdata til punktsky
Lars Kanneworff peger på flere eksempler, hvor digitale løsninger kan bane vej for et grønnere samfund. Han fremhæver særligt et – nemlig 3D-scanning af f.eks. bygninger. Teknikken er særligt relevant, når man skal vurdere, hvor stor en del af materialerne, der kan genanvendes, når en bygning skal rives ned.

– Groundscannere og dronescannere, der kan gennemanalysere en bygning, er jo allerede udbredt i dag, og sparer både rådgivere og bygherrer for masser af tid. Dermed er scanningerne også med til at gøre det mere rentabelt at genbruge materialer, siger han og fortsætter:

– Det helt nye er så, at man kan genanvende de data, man har scannet, i BIM-modellen, og dermed opbygge en digital kopi af bygningen. Det giver igen en meget større indsigt og et rigtig godt datagrundlag at træffe beslutninger på.

Derudover bliver der på byggepladser landet over anvendt store ressourcer – og udledt masser af CO2 – i arbejdet med at bortskaffe overflødigt jord.

 – Her tilbyder scanningerne igen en analyse af både jordbundsforhold og pladsens topografi, så den overflødige jord kan deponeres internt fremfor eksternt, lyder det. 

BIM-event fokuserer på bæredygtighed
For netop at sætte fokus på koblingen mellem digitale løsninger og den grønne dagsorden har NTI valgt ”bæredygtighed” som tema ved årets største BIM-event, som virksomheden er vært for. 

BIM Universe, som eventet hedder, løber af stablen i maj, hvor en række oplægsholdere fortæller om, hvordan man kan opnå større bæredygtighed ved hjælp af digitale løsninger.

For NTI, der i år fejrer sit 75-års jubilæum, er det årlige event altid noget, man ser frem til. Og ikke mindst i år, hvor det er endnu mere aktuelt, siger Lars Kanneworff:

– Den digitale udvikling går så stærkt, at der er behov for et forum, hvor man kan lære af hinanden. Lægger man dertil regeringens CO2-mål, kan det efter vores mening ikke gå for stærkt med at få udbredt de gode eksempler og en forståelse for, at digitale løsninger er et væsentligt værktøj i kampen for et mere bæredygtigt samfund, siger han.