Hos IWC Schaffhausen har man en lang og stolt tradition for at fremstille piloture, bl.a. til det britiske militær i perioden efter 2. verdenskrig. Det første pilotur fra IWC så dog dagens lys i 1936, samme år som den britiske flyvemaskine Spitfire blev skabt. Og tilfældet vil, at der i år er et sammenfald mellem IWC’s klassiske Spitfire-kollektion og det historiske fly, der vandt The Battle of Britain.
IWC har nemlig udvidet deres Spitfire-kollektion betragteligt og samtidig indgået et samarbejde med de to piloter Steve Boultbee Brooks og Matt Jones og deres projekt The Longest Flight.
Den 5. august lettede deres nyrestaurerede Spitfire fra 1943 og fløj fra Goodwood Aerodrome i Sydengland og til Skotland. I løbet af efteråret skal de flyve hele vejen rundt om Jorden, og om håndleddet bærer de den nye IWC Spitfire limited edition.
Spitfire – den ultimative frihed
Under SIHH var både den originale spitfire og de to piloter med på IWC’s stand, og her forklarede Steve Boultbee, at det var en drøm, der nu gik i opfyldelse for de to piloter, der sammen driver Boultbee Flight Academy, som er det eneste sted i verden, man kan lære at flyve i den legendariske spitfire.
Ifølge Steve Boultbee er det den mest fantastiske følelse at flyve i denne maskine: “I moderne fly er det lidt som at køre i en bus. Men en Spitfire tager du nærmest på som en frakke. Det føles som at være Ironman. Bare du hiver let i pinden, reagerer maskinen lynhurtigt, og du kan mærke det i hele kroppen. Det er glæde, frihed og elegance”.
Matt Jones supplerede: “Det er den ultimative frihed, fordi det er en meget kraftig, men smidig maskine, så du kan flyve fuldstændigt, som du har lyst. I moderne fly er der en masse indbyggede sikkerhedssystemer, der forhindrer dig i det, men her har du muligheden for at flyve på en måde, så det føles som om flyet er en forlængelse af din krop – og det er fantastisk”.
Undervejs på The Longest Flight kommer Spitfire-flyet til at lande et hav af gange, for rækkevidden er ret begrænset. Derfor er der mulighed for at komme helt tæt på flyet, hvis du er i nærheden af den 43.000 km lange rute, der går igennem 30 lande.
I nærheden af Danmark er der bl.a. planlagt stop i Hollands største lufthavn, Schiphol, i december, og du kan holde øje med fartplanen på IWC’s hjemmeside.
Bred kollektion med stål og bronze
Ud over den limiterede model er der kommet en række smukke stål- og bronzemodeller med henholdsvis matsorte og matgrønne skiver (militærure skal som bekendt være matte, så de ikke giver genskin).
Inspirationen kommer fra det oprindelige Mark 11, som IWC skabte til Royal Air Force i 1948 og derfor blev båret af mange piloter i efterkrigstiden. Retrostilen passer perfekt til kollektionen, og især de grønne modeller er vellykkede og forfriskende i deres udtryk.
Alle de nye Spitfires er i øvrigt blevet udstyret med IWC’s egne inhouse-værker, i modsætning til tidligere modeller i kollektionen.