Hele resten af 2020 kan du opleve udstillingen Havets Juveler på akvariumoplevelsescentret Fjord&Bælt i Kerteminde. Udstillingen er arrangeret og kurateret
af smykkeskribent Nina Hald i samarbejde med Fjord&Bælt, og 40 håndplukkede danske guldsmede og smykkedesignere er blevet inviteret til at fremstille hver deres smykke/kunstværk inspireret af havet. Eneste krav har været, at der skulle indgå mindst én af havets juveler: perler, koral eller rav.
Havets Hemmelighed
Guldsmed Minna Lund fra Milas står bag denne tredimensionale
skulptur (ca. 10×10 cm) af et smykke, der kaldes for Havets Hemmelighed. Der er anvendt sølv, 18 kt guld, en 11 mm Tahiti kulturperle, en 0.15 ct havgrøn brillant og 9 cabochon-slebne akvamariner. Inspirationen forklarer Minna Lund således: ”Hvem elsker ikke havet? Jeg gør i hvert fald. Min barndoms lange, varme somre ved havet. Blide bølger. Vilde bølger. Havblik. Silkeblød, mørkegrøn tang. Næsten sort blæretang, der giver et lille smæk, når man klemmer den hårdt. Den organiske skønhed. Bevægelserne i tang og græs. Fascinationen af en søstjerne. Svømmetag under vand som i en anden verden. Stille susen af havets sang. Solstråler gennem det klare vand. Havet healer. Havet er ro. Havet er lykke. Havet er evig taknemmelighed.” Foto: James Bates
Et overflødighedshorn af et smykke
Dette overdådige collier med vedhæng kommer fra Boutique Bolou, der har
udført det som en bestilling fra en kunde, hvis egne farvede ædelsten og naturlige South Sea kulturperler skulle være de bærende elementer. Det navnløse smykke er udført i platin med 18 South Sea kultur-perler (de 17 på collieret måler 12-18 mm, dertil en kulturperle på vedhænget på 16,5 mm), samt 6 citriner slebet som blade, 10 safirer slebet som blade, 7 rubiner slebet som blade, 12 smaragder slebet som blade – samt ikke mindst hele 1.272 diamanter (i alt ca. 24.12 ct) og et stort vedhæng med en firkantet, indgraveret smaragd. Smykket måler ca. 26×16 cm. Foto: Iben Kaufmann
Oceania
Guldsmed Liva Folkvardsen fra Kgl. Hofjuveler P. Hertz har udført smykket Oceania (ca. 6,5×3 cm) i 18 kt guld og hvidguld med 88 brillanter (i alt 0.60 ct) samt en South Sea kulturperle. Inspirationen udspringer ifølge Liva Folkvardsen af havets magi: “Tangens bevægelser, de magiske og underfundige søstjerner, der regenererer sig selv og fascinationen af blæksprutten. Perler fortsætter til stadighed med at fascinere mig. Hvordan samspillet mellem dyr og plankton kan forme disse små mirakler, imponerer mig gang på gang”.