Hammerslag

0
308

Der er ingen krise i branchen for luksuriøse vintageure. Dette års internationale auktioner viser, at priserne på de helt exceptionelle ure bare stiger og stiger. Her får du nogle af højdepunkterne fra sommeren hos henholdsvis Phillips og Sothesby’s.

Phillips i førersædet
Auktionshuset Phillips er nok verdens førende, når det gælder eksklusive vintageure. Phillips afholder auktioner flere steder i verden, bl.a. Geneve, New York og her i juli måned i Hong Kong, hvor man solgte 263 af de 266 udbudte ure og opnåede en samlet omsætning på 14 mio. US$. Thomas Perazzi er leder af Phillips’ ur-afdeling i Asien, og han forklarede interessen således:

“I år har vi set overraskende stor international deltagelse ved vores auktioner. På auktionen i Hong Kong var der bydere fra 50 lande, der enten var til stede fysisk, via telefonen eller online, hvor hele 1.200 fulgte med – det er det højeste antal online bydere, vi nogensinde har set ved en asiatisk auktion”.

Sothesby’s følger trop
Også det store auktionshus Sothesby’s har fået øjnene op for potentialet i armbåndsure, og ved sommerens auktion – der pudsigt nok også lå i Hong Kong – opnåede man en samlet omsætning på 15. mio. US$, hvilket bringer årsomsætningen for vintageure op på hele 40 mio. US$. Sam Hines, der er leder Sothesby’s urafdeling, udtalte:

“Vi er glade for at se et stærkt urmarked i Asien. Vi oplevede en intens budkrig på et Rolex Lapis Lazuli Daytona, der endte med at gå seks gange over vurderingen, og derudover opnåede vi exceptionelt fine priser på en stribe moderne emner fra nogle af de uafhængige mærker. Det er dermed tydeligt, at der er stor efterspørgsel på luksusure, selv i disse krisetider”.