Standarder giver den offentlige sektor langt mere for pengene

0
2003

Hvert år bruger Danmark 20 mia. på digitalisering af den offentlige sektor, og mange af de traditionelle modulbaserede og håndkodede it-løsninger er allerede forældede, når de lander på skrivebordene. Danmark kunne spare milliarder og implementere løsninger meget hurtigere ved at basere sig på standard-software, fordi danske myndigheder arbejder ud fra samme tilgang i deres sagsbehandling. 

Nogle gange minder tilgangen
til digitaliseringen af den offentlige sektor lidt om bilfabrikation
før 1950’erne, hvor 
bilerne blev håndbygget

PER TEJS KNUDSEN, CEO CBrain

Offentlige it-projekter bliver jævnligt forsinkede. Det kræver ekstrabevillinger, og millionbeløbene hvirvler rundt i luften som frostsneen, der har ramt Danmark, når man taler investeringer i offentlig digitalisering. 

I modsætning til den private sektor bliver mange af systemerne i den offentlige sektor stadig designet og bygget individuelt. Men det er dyrt at bygge skræddersyede løsninger, og de er besværlige at opdatere, når der fx kommer en lovændring. Derfor koster it-løsninger i den offentlige sektor skatteyderne milliarder af kroner.

”Nogle gange minder tilgangen til digitaliseringen af den offentlige sektor lidt om bilfabrikation før 1950’erne, hvor bilerne blev håndbygget. I dag er bilindustrien standardiseret, automatiseret og ikke mindst effektiviseret. Den samme tankegang kan implementeres for it i den offentlige sektor,” forklarer Per Tejs Knudsen, grundlægger af cBrain og CEO.

Standarder fungerer i det offentlige Danmark

Mange eksperter vil sige, at det ikke kan lade sig gøre at standardisere løsningerne til offentlig digitalisering, når det kommer til de store fagsystemer. Men hos cBrain har de med deres løsninger modbevist påstanden. cBrain leverer i dag deres standardiserede og konfigurerbare løsninger til mange myndigheder i den danske centraladministration. Mere end halvdelen af departementerne i de danske ministerier bruger standardsystemet F2, herunder Statsministeriet og Udenrigsministeriet. 

Internationalt opererer cBrain i Tyskland, England, Frankrig, USA og De Forenede Arabiske Emirater.

”Vores rejse begyndte med, at vi satte os ind i, hvordan de offentlige myndigheder arbejder. Da vi forstod den proces og bureaukratiets tankegang, kunne vi udvikle it, der understøtter den,” siger Per Tejs Knudsen og uddyber:

”Erfaringen viste hurtigt, at selv om det faglige indhold af sagsbehandlingen selvfølgelig varierer bredt fra fx Miljøministeriet til Transportministeriet, så er tilgangen til sagsbehandlingen stort set den samme, og derfor kan it standardiseres,” siger Per Tejs Knudsen.

Komplekse it-løsninger kan leveres på få måneder 

En styrelse løser mange forskellige opgaver og kan have hundredvis af processer. Normalt bliver der designet og bygget et nyt fagsystem til hver proces. Det tager mange år, og ofte er de sidste løsninger ikke færdige, før de første er forældede. 

Hos Miljøstyrelsen er cBrain i gang med at digitalisere styrelsens ca. 250 processer, baseret på standardsoftware. 

Det betyder, at mange processer bliver digitaliseret parallelt, og fordi digitaliseringen baseres på standarder, tager det ofte kun få måneder at digitalisere selv komplekse opgaver som tilskudsadministration.

”Når vi bruger standarder, kan vi på få måneder udvikle it-løsninger til mange fagprocesser. Det er muligt, fordi sagsbehandlingen og opbygningen af ordningerne stort set er ens,” forklarer Per Tejs Knudsen.

Hos cBrain har de gang på gang bevist, at systemerne kan udvikles i løbet af ganske få måneder, hvilket står i kontrast til de traditionelle it-projekter, som ofte er flere år undervejs. 

Offentlig digitalisering – Danmarks næste eksportguldæg

cBrain har allerede bevist, humlebien kan flyve, og virksomheden eksporterer i dag med succes løsninger til en række lande både i EU og globalt. Finansministeriet i De Forenede Arabiske Emirater har netop indstillet cBrains ESR-løsning (Economic Substance Regulations) til WSIS-prisen, som er sponsoreret af United Nations. 

Prisen uddeles som en international anerkendelse af projekter, der understøtter implementering af WSIS-mål, herunder specielt tiltag som bidrager til implementering af de 17 verdensmål.

”United Nations har flere gange i træk kåret Danmark som nummer et i verden, når det kommer til offentlig digitalisering. Samtidig har de standardiserede it-løsninger et enormt eksportpotentiale, fordi tankegangen bag bureaukratiet og sagsbehandlingen i den offentlige sektor er den samme overalt i verden,” forklarer Per Tejs Knudsen.

Potentialet er der bestemt. Kig blot på EU, hvor nogle af de emner, som står højst på dagsorden, er klima, digitalisering og miljø. Danmark er samtidig blandt de bedste i verden, når det kommer til offentlig digitalisering, og det kan dermed blive Danmarks næste eksporteventyr i rækken af succeser præcist som Life Science, fødevarer og vindmøller. 

cBrain er et softwarehus, der blev stiftet i 2002. 

cBrain er børsnoteret og har udviklet standardsystemet F2, som understøtter offentlig forvaltning. 

F2 benyttes af mere end 75 danske myndigheder, herunder 16 ud af 19 ministerier.

Læs mere på www.cbrain.dk