Når teamet spiller sammen vinder virksomheden

0
189

Når teams fungerer, og ledelsen har fokus på de nødvendige rammer for aftaler, uenighed og ansvar, trives både ledere og medarbejdere, og virksomheden kan få succes.

Når man kender hinanden dybt,
er det nemmere at spille hinanden stærke

At få sine teams til at spille sammen er en stor opgave og udfordring for mange ledere. ”Når det lykkes, vinder virksomheden – både økonomisk på bundlinjen og socialt i form af trivsel og godt arbejdsmiljø. Når det mislykkes, bliver tiden brugt på uhensigtsmæssig adfærd og konflikter mellem kolleger, der ikke har tillid til hinanden og brander virksomheden negativt i deres netværk,” siger Jesper Dalhus.

Han er erhvervscoach og indehaver af konsulentvirksomheden Jemac Kommunikation ApS, der beskæftiger sig med lederudvikling, salgstræning, rekruttering og LinkedIn-træning.

Det hele starter med tillid
Når han arbejder med ledergrupper og andre teams i virksomheder, er første skridt altid at skabe tillid mellem gruppens forskellige personligheder.

”Hvad skal der til i et team, for at man kan opbygge så meget tillid til hinanden, at man tør vise sårbarhed og bede hinanden om hjælp, hvis tingene er svære? Jeg starter altid med en adfærdsanalyse af de enkelte medlemmer, så de lærer hinandens personligheder bedre at kende, men det store arbejde for at komme tættere på hinanden skal de selv udføre i dagligdagen. Når man kender hinanden dybt, er det nemmere at spille hinanden stærke. Det viser sig desværre, at nogle mennesker kan arbejde sammen med teamet i mange år, men kun åbne sig kun for et fåtal af kollegaerne.”

OK at være uenige
Ligeledes skal der være en aftale teammedlemmerne imellem om, at det er okay at holde hinanden op på nye forandringer, der er aftalt og meldt ud. Alle teammedlemmer skal føle et ansvar for, at det vedtagne føres ud i livet.

”Det skal ikke nødvendigvis være ledelsen, der skal på hver gang. Det bør i almindelighed være okay, at kollegerne holder hinanden op på de aftaler, der er indgået i virksomhedens interesse.”
Kunsten er at konflikte uden at blive uvenner.

”Der skal skabes og aftales en ramme, hvor det er okay at diskutere tingene igennem. Rammen skal sikre, at man ikke bliver uvenner. Uden en fælles ramme bliver tingene nemt personlige. Folk bliver sure og tager en ødelæggende adfærd med sig ud i organisationen.”

Alle skal committe sig
Høje målsætninger og vigtige strategier aftalt i en sluttet kreds er intet værd, hvis ikke teammedlemmerne lever op til det aftalte i praksis uden for møderummet.

”Teamets enkelte medlemmer er nødt til at drøfte, hvordan de helt præcist kan sikre, at de hver især committer sig til den beslutning, de har truffet sammen. Alle skal føle, at de er blevet hørt og bagefter arbejde lige loyalt for, at de forandringer, gruppen har aftalt, bliver gennemført, når de træder ud i organisationen. Ellers skaber de blot endnu mere rod i organisationen, fordi deres kolleger i forskellige afdelinger bliver usikre på, hvilken retning de skal arbejde i.”

Husk de personlige mål
En anden udfordring i virksomheders arbejde med forandringer er ifølge Jesper Dalhus, at påfaldende få medarbejdere har sat sig konkrete professionelle mål for deres personlige indsats og bidrag til virksomheden.

”Når jeg spørger en medarbejder, hvad der skal til, for at hun eller han bliver en succes, viser det sig mange gange, at vedkommende slet ikke har sat sig nogle mål. Hvis man ikke har et mål, hvordan ved man så som teammedlem, hvornår man er en succes?
Men det at kunne opstille konkrete del- og hovedmål for det enkelte medlem af et team kan gøre en afgørende forskel, der gavner hele virksomheden, når de personlige mål er afstemt med organisationens.”

Trivsel er afgørende
Når teams spiller, og ledelsen har fokus på de nødvendige rammer for aftaler, uenighed og ansvar, stiger chancen for, at både ledere og medarbejdere trives i deres roller.

”Gentagne undersøgelser viser, at trivsel eller mangel på trivsel påvirker folks arbejdsindsats ret markant. Jo bedre folk trives, jo klarere mål de har, jo mere glæde har de, når de går på arbejde. Med gladere medarbejdere i dine teams bliver det meget nemmere at nå helt andre resultater, end hvis folk går og mukker i krogene.”

”Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø, som kan resultere i bl.a. stress og udbrændthed. En af årsagerne er, at vi går rundt i vores eget vakuum og ikke tør vise sårbarhed eller spørge ind til andre. Vi spørger ikke efter hjælp i tide.” Utilfredse medarbejdere går ud over virksomhedens employer branding.

”Når lederne ikke selv udlever organisationens fine værdier i praksis, bliver det også svært for medarbejderne, der i steder deler deres dårlige erfaringer i deres netværk. Mange virksomheder har i forvejen svært ved at tiltrække kandidater. Negativ employer branding gør det ikke nemmere,” siger Jesper Dalhus.

Jemac Kommunikation ApS tilbyder erhvervscoaching, kurser og workshops inden for bl.a. lederudvikling, salgstræning, LinkedIn træning og personlig udvikling. Virksomheden arbejder i øvrigt også med rekruttering. 

www.jemac.dk