Alt for få danske kvinder starter virksomheder

0
242

Få procent af den samlede venturekapital går til kvindelige iværksættere, og de danske kvinders iværksætteraktivitet er blandt de laveste i OECD-landene. Iværksætter og investor Mia Wagner, der blandt andet er kendt fra DR1 programmet Løvens Hule, rækker med en ny iværksætteri- og investeringsplatform ud efter kvinderne og gør op med et økosystem domineret af mænd.

Forskning viser, at investorer spørger mandlige iværksættere til fremtiden, mens kvindelige iværksættere bliver spurgt til deres fortid. Jeg mener, der skal skabes mere plads til kvinder i iværksætteriet.

En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at vi i Danmark halter langt bagud i forhold til andre OECD-lande, når det kommer til kvindelige iværksættere. Kun omkring fire procent af danske kvinder i alderen 18-64 er nye iværksættere; hvilket er under halvt så mange som OECD-landenes gennemsnit på 9,2 procent. Andelen af danske kvinder, som er nye iværksættere, er kun halvt så stor som danske mænd.

27 procent af de danske kvinder svarer, at deres manglende kompetencer står i vejen for at blive iværksætter, mens 26 procent lægger vægt på, at de er afhængige af en fast indkomst. Det er især de unge kvinder, der ikke ved, hvordan de skal komme i gang eller frygter, at deres virksomhed ikke vil blive en succes. I undersøgelsen har Dansk Erhverv spurgt godt 300 kvinder i alderen 18-64.

Venturekapital går til mænd
Det er ikke kun iværksætterlysten, der har det svært blandt kvinder. Når forretningsideen er sat i søen, er det stadig op ad bakke. En undersøgelse foretaget af The Nordic Web og Danske Bank viser, at er du kvinde eller forretningspartner med en kvinde, kan det være svært at tiltrække investeringer til dit tech-eventyr. Tech-virksomheder helt uden mænd tiltrak sig kun 3,8 procent af de samlede investeringer, og virksomheder, hvor kvinder var med i front, tiltrak sig kun 13,19 procent – altså under en syvendedel af investeringerne. 

Det er desværre ikke kun inden for tech, at de danske kvinder markerer sig trist i statistikken. Tal viser, at under to procent af den samlede venturekapital går til projekter lanceret af kvinder.

Ligestilling går den forkerte vej
For iværksætter og investor Mia Wagner kommer tallene ikke som en overraskelse: ”Vi er desværre langt fra ligestilling i Danmark, og faktisk har vi tabt en plads på listen, viser tal fra World Economic Forum, hvor vi er droppet ned fra nummer 13 til en trist 14. plads,” siger Mia Wagner uddyber:

”Jeg er også nødt til at sige, at i mine år som direktør og samlet 20 år på arbejdsmarkedet, har jeg ikke mærket, at udviklingen mod flere kvinder i bestyrelser og som direktører har flyttet sig markant.” 

Ny platform for kvinder
Mia Wagner har derfor kastet sig ud i iværksætterlivet og sagt farvel til CEO-posten hos Freeway-koncernen for at starte en platform med særlig fokus på at få flere kvinder til at springe ud som iværksættere og få flere kvinder til at investere i netop kvindeligt iværksætteri. 

”Med platformen vil vi gerne have kvinderne til at deltage i fællesskabet og gøre op med den kultur, hvor hovedparten af iværksættere og Business Angels er mænd,” forklarer Mia Wagner, der ser et mønster i branchen:  ”Forskning viser, at investorer spørger mandlige iværksættere til fremtiden, mens kvindelige iværksættere bliver spurgt til deres fortid. Jeg mener, der skal skabes mere plads til kvinder i iværksætteriet.” 

Iværksætterplatformen er også et kærligt puf til de kvinder, der har været vant til at acceptere, at deres succesfulde mands karriere er førsteprioritet. Måske de længe har gået med tanken om at blive iværksætter eller investor og har brug for et skub for at gøre drømmen til virkelighed.

Kvinder skal på linje med mænd
Den nye platforms forretningsplan er bygget op om et ønske om et mere diversitetsfyldt iværksætteri. Som medlem af netværket får man adgang til en stor mængde content, blandt andet MasterClasses, der klæder iværksætterne på til at skabe succesfulde virksomheder. Lige som kommende investorer kan blive klar til at springe ud i tilværelsen om Business Angels. 

”Vi vil gerne invitere kvinderne til at gøre iværksætterkulturen til deres egen gennem en fælles forståelsesramme og retorik, der anerkender kvinderne og møder dem med tillid,” siger Mia Wagner og uddyber: ”Når kvinder i dag investerer, er det i et marked, hvor vi ikke er på samme spilleplade som mændene, og det opgør vil jeg med investeringsplatformen være med til at tage.” 

Mia Wagner kender alt for godt problemstillingen, at man som kvinde i lederstilling ikke bliver inviteret med i de samme netværk som mænd, og der bliver sat spørgsmål ved fagligheden. 

Vejen til flere kvinder på toppen
Iværksætterplatformen har allerede her i dens spæde opstart mødt stor interesse fra kvinder.

”Vi forestiller os, at fx ti kvinder går sammen om at investere i et par iværksættere. De kvindelige investorer vil også betyde, at der bliver åbnet op for at få flere kvinder ind på bestyrelsesposter. Så ruller snebolden, og vi kan i Danmark aktivt får ligestillingsbarometeret til at tippe i den rigtige retning og få skabt lige vilkår omkring investeringer og iværksætteri,” forklarer Mia Wagner. Mia Wagner understreger, at mænd selvfølgelig er mere end velkomne.

Mia Wagner har været administrerende direktør for Freeway-koncernen fra 2017-2020, som bl.a. ejer Plusbog.dk, Dating.dk og Avisen.dk. Inden da var hun partner og advokatfuldmægtig i advokatfirmaet Wagner Advokater. Mia Wagner blev landskendt, da hun 2019 kom med i tv-programmet ”Løvens Hule” på DR1.