Vi oplever i disse uger, at digitale løsninger letter kontakten til og med det offentlige, selvom borgerservice er lukket, og hvordan digitale læringsværktøjer stimulerer vores børns læring, selvom læreren er gemt bag skærmen. Men ikke mindre afgørende oplever vi, hvordan digitale løsninger og teknologiske hjælpemidler i pleje- og sundhedssektoren understøtter varme hænders arbejde samtidig med at understøtte den enkeltes mulighed for at tage vare på egen omsorg, så længe helbredet tillader det.
Mens Danmark har været lukket ned, har mange flere fået kontakt til lægen via mobilen i lommen. Digitale visitationer er steget stødt. Intelligent patientmonitorering skærmer personale for smitte samtidig med at give samme gruppe mere tid til andre livsvigtige gøremål.
Særligt værdien i kunstig intelligens manifesterer sig i disse uger, hvor mønstergenkendelse hjælper i diagnosticeringen såvel som behandlingen, sporer smittespredningen eller forudsiger den fremtidige smitteudvikling.
Kort fortalt: Forestil dig, at Danmark skulle være på vågeblus uden de digitale hjælpemidler. Det ville virkelig have gjort en dårlig situation helt forfærdelig.
Danmark er et digitalt velfærdssamfund, som vi kan være stolte af, og med verdens mest digitale offentlige sektor og en meget digitaliseringsparat befolkning, har vi da også vist, at vores samfund kan stå distancen under svære omstændigheder og køre nogenlunde videre på grund af den udbredte digitalisering.
Som borgere har vi tillid til teknologien, og vi har direkte adgang til virksomheder og kompetencer, der udvikler løsningerne i samarbejde med de offentlige myndigheder samtidig med at skabe flere arbejdspladser til Danmark. Når DI slår på tromme for, at digitalisering og teknologi er et væsentligt værktøj for at få os igennem den krise, vi netop befinder os i lige nu, så er det fordi vores ståsted for at kunne gøre det, er ganske unikt. Hvis vi gør det rigtig, kan vi få endnu bedre velfærd samtidig med, at vi kan vise verden, at vi er en digital nation, der er værd at købe velfærdsløsninger fra.
Det er klart, at der er opgaver at tage fat om, hvis vi fortsat skal kunne fortælle en positiv, digital historie om vores velfærdssamfund.
Vi er et lille land i en stor verden, men måske er det netop også vores styrke. Vi inspirerer nationer omkring os. Danmark skal være kendt som det land, hvor den digitale udvikling bedst skaber værdi for samfundet, virksomheder og borgere.
Det kræver målrettet udvikling, innovation og digitale ambitioner. Det er der også brug for på Christiansborg – og så skal der investeringer til for at matche ambitionerne.
Vi skal gå sammen på tværs af samfundet og sætte høje ambitioner for, hvordan vi kan styrke vores samfund med tech, der tæller.
Vi har netop vist først med klimapartnerskaberne og siden med et stærkt og ansvarsfuldt offentlig-privat samarbejde i kampen mod corona, at vi står stærkere, når vi står sammen.
Det offentliges brug af teknologi er i en vis grad udfordret af tunge beslutningsprocesser, digital umodenhed og analog ledelseskultur – ikke mindre tydelig i en krisesituation.
Ledere og offentlige medarbejdere skal føle, at de har både et incitament såvel som de rette kompetencer til at udfordre vante arbejdsgange og stolte traditioner – også når det brænder på.
Den hastige teknologiske udvikling kan også skræmme, og det er afgørende, at borgere og virksomheder fortsat oplever gevinsterne af det digitale velfærdssamfund.
Vi står overfor cyberkriminelle, der vil os det ondt, og nogle føler sig sikkert sikker usikre omkring adgangen og brugen af vores data. Mange frygter samtidig, at teknologier som robotteknologi og kunstig intelligens træder i stedet for fx den personlige omsorg eller retssikkerheden.
De skyggesider af digitaliseringen skal vi tage en åben dialog med danskerne om. Det er tiltrængt.
Derfor vil DI invitere til digitale folkehøringer, når landet åbner igen, så vi kan få dialog med danskerne om, hvordan vi kan gøre fx fremtidens skole, fremtidens sundhedsvæsen og fremtidens arbejdsplads endnu bedre med digitalisering.
Vi glæder os til at være med til at vise, hvordan digitalisering kan gøre den danske velfærdsstat bedre – også efter corona-krisen.