Varmepumper et bud på fremtidens varmekilde

0
257
Foto: Colourbox

Test fra Teknologisk Institut viser, at jordvarmepumper og luft til-vand-varmepumper lever op til det energiforbrug, producenterne lover. Derimod er der problemer med luft til luft-varmepumper.

Overvejer du at investere i en jordvarmepumpe (væske til vand-varmepumper) eller en luft til vand-varmepumpe, skal du være meget uheldig for at købe katten i sækken.

Det viser flere undersøgelser, som Teknologisk Institut har foretaget af det danske marked, fortæller maskiningeniør i afdelingen for køle- og varmepumpeteknik på Teknologisk Institut, Emil Jacobsen.

– Næsten alle testede jord- og luft/vand-varmepumperne på det danske marked holder, hvad de lover. Der er kun ganske få brodne kar imellem, siger Emil Jacobsen.

Vælg varmepumper fra Energistyrelsens liste
Hvis du vil være helt sikker på at undgå de brodne kar på markedet, er det en god idé at vælge ud fra Energistyrelsens liste over varmepumper.

– De varmepumper, der er på listen, er testet af et uafhængigt laboratorium. Det giver dig en langt større sikkerhed for, at produkterne holder det, som leverandøren lover, siger ansvarlig for Varmepumpelisten i Energistyrelsen Michael Reuss.

Imidlertid er laboratorietesten så dyr, at en række mærker på det danske marked ikke er med på listen endnu, selvom varmepumperne kan være gode nok.

Med på listen er varmepumper fra Bosch, GasTech-Energi, Klimadan, Nilan, Vielsmann og CopMax, mens fx varmepumper fra Panasonic og Mitsubishi ikke er på varmepumpelisten.

Sådan vælger du varmepumpe

Find ud af, hvordan dit hus er opvarmet i dag. Bruger du el, som er udbredt i sommerhuse, skal du vælge en luft til luft-varmepumpe. De fås til omkring 20.000 kr. Er dit hus varmet op med vand, som er mest udbredt i helårshuse, bør du vælge jordvarmepumpe (væske/vand-varmepumpe) eller luft til vand-varmepumpe. Jordvarmepumper er mest effektive, men også dyrest (omkring 130.000 kr.) og kræver desuden minimum 300 m2 have til slanger. Luft/vand-varmepumper er mere effektive end luft til luft-varmepumper og skal kunne opstilles minimum 5 meter fra skellet til naboen pga. støj.

Find den mest effektive varmepumpe til prisen. Varmepumpernes effektivitet er enten angivet som COP (Coefficient Of Performance) eller som SCOP (Seasonal COP) på nyere modeller. Hvis effektiviteten er angivet som COP, skal den være angivet ved flere temperaturer, mens SCOP angives med en enkelt værdi, der netop tager højde for temperaturudsving. I november 2013 vurderes en høj SCOP for jord- og luft til vand-varmepumper til at ligge mellem 4,5 og 5, mens den for luft til luft-varmepumper ligger lige under 4.

En hård vinter presser varmepumper
Men selvom langt de fleste pumper holder, hvad de lover, kan der være forskel på varmepumpens angivne elforbrug og det faktiske.

– Hvis vi har en meget hård vinter, kan det betyde, at varmepumpen kommer på overarbejde, og den derfor har et højere energiforbrug, end det angivne. Omvendt kan en mild vinter betyde, at energiforbruget bliver lavere, siger Emil Jacobsen.

Derfor skal varmepumpen vurderes over en længere periode, hvor temperaturudsvingene fra sæson til sæson jævnes ud.

– Og så holder langt de fleste producenters garantier altså stik, siger Emil Jacobsen.

Få hjælp af en installatør, når du skal have varmepumpe
Når du skal finde ud af hvilken varmepumpe, du vil investere i, er det en god idé at få besøg af en autoriseret installatør eller en energivejleder, der med et beregningsprogram kan vurdere, hvad den rigtige løsning er for dig.

Installatøren kan tage højde for, om du har gulvvarme eller radiatorer, og hvor stort dit vandforbrug er. I gennemsnit bruger en husstand 20 procent af sit energiforbrug på varmt vand, men en familie med små børn vil typisk bruge mere vand end et par uden børn og derfor have et højere energiforbrug til varmt vand.

Gulvvarme eller radiator?
Det har også stor betydning, hvor stor en overflade du skal opvarme. Jo større overfladen er, jo lavere behøver den såkaldte fremløbstemperatur at være, og jo lavere bliver dit strømforbrug.

Har du gulvvarme, har du en stor overflade, og så behøver fremløbstemperaturen kun at være på omkring 35-40 grader. En radiator har en langt mindre overflade, og det vil typisk kræve en fremløbstemperatur på 45-55 grader.

Hver gang fremløbstemperaturen stiger med 1 grad, stigerer energiforbrug med 1-3 procent, og forskellen på energiforbruget med gulvvarme eller radiator kan således være på mellem 15 og 60 procent.

Dét kan påvirke varmepumpers energiforbrug
Men varmepumpens energiforbrug kan også være påvirket af, hvor godt huset er isoleret og familiens adfærd på andre områder.

– Installatøren kan ikke tage højde for, om der er utætte vinduer på 1. sal, eller om familien ofte har havedøren eller vinduer på klem. Så det skal man også være opmærksom på, forklarer Emil Jacobsen.

Luft/luft-varmepumper kan snyde på vægten
Mens jordvarmepumper- og luft til vand-varmepumper stort set holder, hvad de lover, er det samme ikke altid tilfældet med luft til luft-varmepumper.

I en undersøgelse fra Energistyrelsen fra februar 2013, levede 2 ud af 7 luft til luft-varmepumper ikke op til deres energimærke A, i virkeligheden burde de have haft B-, C- eller D-mærket.

Også i den forbindelse kan det være en god idé at bruge Energistyrelsens varmepumpeliste, der dog i november 2013 kun indeholder 2 luft til luft-varmepumper fra Bosch.

Bolius er et videncenter

(Boligejernes Videncenter) for danske boligejere, som blev grundlagt i 2002. Bolius er en nonprofitorganisation.