To smukke nyheder fra Grand Seiko

0
285

Grand Seiko demonstrerer endnu engang urhåndværk i verdensklasse med forsommerens to limiterede nyheder; en sporty Spring Drive GMT med mahognifarvet skive, og en mere dressy model med blåt Mt. Iwate-mønster på urskiven og manuelt urværk indvendigt.

Grand Seiko har de seneste par år stået på egne ben som et selvstændigt luksusbrand, helt løsrevet fra resten af den store Seiko-koncern. Og det giver god mening, for Grand Seiko er helt sin egen med urmageri i verdensklasse, nyskabende teknologier (som Spring Drive), og forfinede detaljer og finish.

Derfor ligger priserne da også typisk en faktor 10 over de normale modeller fra lillebror Seiko.

Ny sporty Spring Drive GMT
Grand Seiko Sport-kollektionen er i år blevet udvidet med en virkelig lækker limiteret model, hvor alt lige fra urværket til urkassen er designet til og forberedt på livet ude på det åbne hav.

Grand Seiko Spring Drive 3-Day GMT limited edition (600 stk.). Pris 49.750 kr.

Den smukke, mahognifarvede skive med diskret sunburst er inspireret af det blankpolerede teaktræ på et klassisk skibsdæk. Uret er vandtæt til 20 bar og forsynet med en forbedret anti-shock-mekanisme.

Og det superpræcise Spring Drive urværk er mindre følsomt over for temperatursvingninger og afviger med blot +/- 15 sekunder om måneden. Endelig er placeringen af kronen ved klokken med til at beskytte den mod slag og stød.

Ud over dato ved kl. 4 får du en praktisk GMT-funktion, der kan hjælpe dig på rejser med at holde øje med tiden derhjemme – eller på hovedkontoret et andet sted i verden.

Udnytter du desuden drejekransens 24-timers markeringer, kan du faktisk holde styr på hele tre tidszoner på én gang.

Det 44 mm store ur leveres med både en stållænke med dobbelt sikkerhedslås, og en fleksibel og behagelig rem i forstærket silikone, som vil være handy ombord på et skib.

Elegant, manuelt dressur med fine detaljer
Foretrækker du det lidt mindre og underspillede i forhold til det markante og relativt store Spring Drive GMT, skal du nok hellere kigge efter nyheden i Elegance-kollektionen. Den måler 39 mm og blot 11,6 mm i tykkelsen.

Grand Seiko limited edition
(1.500 stk.). Pris 59.750 kr.

Modellen her viser sekunderne ved kl. 9, mens gangreserven kan aflæses ved kl. 3. Og så er uret forsynet med det nyudviklede kaliber 9S63, der er med manuelt optræk og yder en gangreserve på 72 timer samt en præcision på +5 til -3 sekunder om dagen.

Det er ved at være hele 8 år siden, Grand Seiko sidst sendte et manuelt urværk på gaden, men den klassiske teknologi er oplagt, når man netop ønsker et tyndt og elegant ur.

Den cool, blå skive er typisk for Grand Seikos tilbagelænede og raffinerede designæstetik, hvor der umiddelbart arbejdes ud fra et stramt og enkelt design, men når man zoomer ind på detaljerne, kan man blive helt væk i urskivens mønster.

Det er ifølge Grand Seiko inspireret af strukturen på bjergsiderne af Mt. Iwate, der kan ses gennem vinduerne i Shizuku-Ishi Watch Studio, hvor urene fremstilles.

Urkassen er i stål og poleret ved hjælp af den specielle Zaratsu-metode, der oprindeligt blev udviklet til at fremhæve skønheden på kurvede overflader. Urskiven og safirglasset er buet for at give uret et klassisk udtryk, og selv minutviseren og viseren til gangreserven er også buet, så de følger konturen af den hvælvede urskive.

Der er i øjeblikket tre autoriserede Grand Seiko-forhandlere i Danmark, nemlig Poul Halse i Horsens, Klitgaard i Aalborg og Bonell’s i Fields Shopping Center i København – så det er her, du skal henvende dig, hvis du vil se mere til de to nyheder.

Se mere på www.grand-seiko.com