VELUX om energirenoveringer: ”Husk nu at bygninger er til for mennesker!”

Hvis mennesket ikke trives i sin bolig, er boligen ikke bæredygtig. Derfor nytter det ikke noget, at man enøjet fokuserer på energi, lyder det fra vinduesproducenten VELUX. Her vil man have mennesket tilbage i centrum.

Hvis mennesket ikke trives i sin bolig, er boligen ikke bæredygtig. Derfor nytter det ikke noget, at man enøjet fokuserer på energi, lyder det fra vinduesproducenten VELUX. Her vil man have mennesket tilbage i centrum. Meget af det bastante betonbyggeri fra 1970’erne og de store glasbyggerier, der kom til i nullerne, er eksempler på, at man helt har glemt at have mennesket i centrum.

Det mener Ingrid Reumert, der er chef for kommunikation og bæredygtighed i VELUX Gruppen. Her har man gennem 78 år været global markedsleder indenfor produktion af bl.a. ovenlysvinduer, og i den forbindelse har man set en del – både godt og skidt.

– Når byggeri bliver revet ned eller gennemrenoveret ’før tid’, er det ofte fordi, man glemmer, at boliger og bygninger er til for menneskers skyld. Vi kan godt frygte, at man i den aktuelle iver efter at ændre bygningers energiforbrug, er ved at glemme mennesket igen, siger Ingrid Reumert og henviser til VELUX årelange erfaring med både boligejere og dansk byggeri i det hele taget.

– Langt de fleste mennesker vil gerne leve ansvarligt og gøre noget for miljøet. Men når det kommer til de bygninger, som vi opholder os i 90 procent af vores liv, så prioriterer de fleste stadig komfort og sundhed over miljø og bæredygtighed. Det er bare sådan, det er, og det gør vi klogt i at tage til efterretning, hvis målet er at skabe reelt bæredygtige bygninger.

For det er nemlig ikke så svært at bygge lavenergiboliger, som ser ekstremt bæredygtige ud på papiret. Problemet er bare, at man ofte ikke har tænkt mennesket tilstrækkeligt meget ind i ligningen og at boligerne for eksempel bliver ekstremt varme om sommeren.

– Umiddelbart ser CO2 regnskabet for sådan et hus jo godt ud, men hvis ingen vil bo i det, fordi der er gået for meget på kompromis med sundhed og komfort, så er vi lige vidt. Så skal bygningen rives ned eller bygges om, og så er det hele lige pludselig meget lidt bæredygtigt, siger Ingrid Reumert.

Tre faktorer – i balance
Fra VELUX’ side peger man derfor på tre faktorer, der bør være i balance for, at et byggeri kan betegnes som reelt bæredygtigt. Det handler om hvor miljøvenlig driften af selve bygningen er, og om miljøprofilen på de anvendte materialer. Og sidst men ikke mindst, handler det om indeklima og komfort.

– Der tales rigtig meget om de to første faktorer, men desværre knapt så meget om den sidste. Og det er en skam – både fordi det kan lede til sygdom og mindre produktivitet, men også fordi 90 procent af de bygninger, vi har i dag, også vil være her i 2050.

– Alene af de grunde er det enormt vigtigt, at nybyggerier og renoveringer sker på en måde, hvor de menneskelige forhold er en del af bæredygtigheds-ligningen. Der siger vi bare i al stilfærdighed, at vi må kunne gøre det lidt bedre, smiler Ingrid Reumert.

En enestående mulighed
Og vil man have bevis for, at der er plads til forbedringer, kan man f.eks. tage et kik i VELUX egen rapport ”Healthy Homes Barometer 2019”. Her fremgår det, at et ud af tre børn i Europa, vokser op i en bolig, der udgør en sundhedsrisiko. På trods af 78 år i byggebranchen kom tallene bag på hele Velux-organisationen, erkender Ingrid Reumert:

– Vi vidste godt, at mange boliger lader en del tilbage at ønske, men at det står så grelt til, kom som en overraskelse. Det må og skal vi kunne gøre bedre, siger hun og understreger, at det er nu beslutningerne skal tages.

– Med regeringens CO2-mål og en kommende klimalov står vi formentlig overfor en omfattende energirenovering af hele bygningsmassen i Danmark. Det er en enestående mulighed for at skabe et grønt og miljøvenligt byggeri, hvor både sundhed og komfort er tænkt ind. Dermed er det også en mulighed for at skabe boliger, der både er miljø- og menneskevenlige – og dermed også bæredygtige på den lange bane.

I over 75 år har VELUX Gruppen skabt bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget for mennesker over hele verdenen. Produktporteføljen omfatter ovenlysvinduer og -moduler til både skrå og flade tage, gardiner og solafskærmning, rulleskodder og smart home-produkter. Vores produkter bidrager til et sundt og bæredygtigt indeklima ifm. arbejde og uddannelse, fritid og fornøjelse.

Læs mere på

www.velux.dk