Solidt jysk rygstød til Danmarks grønne omstilling

Med det nye fælles selskab Norlys Energy Trading vil Norlys og Eurowind Energy skabe et europæisk kraftcenter inden for vedvarende energi og kommerciel energihandel til gavn for den elektrificering, Danmarks grønne omstilling er afhængig af.

Med den omfattende elektrificering af vores samfund kigger vi ind i 10 år, hvor vi skal tilpasse vores elnet til den store mængde strøm, vores kunder efterspørger

Den grønne omstilling af Danmark kræver strøm i hidtil usete mængder, og med stiftelsen af et nyt fælles trading-selskab, Norlys Energy Trading, tager Norlys og Eurowind Energy et stort skridt mod en optimal udnyttelse af fælles synergier til gavn for den elektrificering, som er en af forudsætningerne for fremtidens grønnere samfund.

For elektrificeringen accelererer både produktion og forbrug af vedvarende energi, og det skaber større behov for et knytte forbrug og produktion tættere sammen.

”Når stadig mere af vores strøm kommer fra vedvarende energikilder som vind i Danmark og vand i Norge og Sverige, mens der bliver færre kraftværker til at bakke op, betyder det, at produktionen bliver mere ustabil og svingende. Ved sammen at skabe Norlys Energy Trading kan vi styre vores risiko ved at udnytte synergierne mellem produktions- og forbrugsleddet i den grønne værdikæde til glæde for de enkelte kunder og hele samfundets grønne omstilling,” siger Niels Duedahl, som er administrerende direktør i Norlys og kommende bestyrelsesformand i Norlys Energy Trading.

Tæt grønt samarbejde
Norlys og Eurowind Energy er i forvejen tæt forbundne, og med etableringen af det nye trading-selskab udbygger de deres tætte relationer.

Med fusionen mellem Norlys og Eurowind Energy A/S har energiselskaberne samlet og videreført deres aktiviteter inden for vedvarende energi i Eurowind Energy mod en ejerandel på 50 procent til hver.

Med Norlys’ portefølje af vedvarede energi, primært landvindmøller, blev Eurowind-koncernens portefølje af landvindmøller i hele Europa øget til omtrent 600 MW i drift. Derudover er der etablering af yderligere 400 MW-produktion på vej.

”Fusionen med Norlys har givet Eurowind Energy mulighed for at bygge flere og større vind-, sol- og hybridparker, som kombinerer de to teknologier. Den har ligeledes knyttet Norlys’ kunder tættere på den vedvarende energi fra vores vindmøller og solceller,” siger Jens Rasmussen, CEO i Eurowind Energy.

Partnere i GreenLab
Norlys og Eurowind Energy er også blandt partnerne i GreenLab i Skive, der er verdens første ægte grønne industripark.

Med Power2X-teknologi vil man teste muligheder for at bruge grøn strøm fra vindmøller i produktion af fremtidens grønne brændsler til fx transportsektoren.

”Elektrificeringen accelererer både produktion og forbrug af vedvarende energi, og i GreenLab Skive skal Eurowind levere den grønne strøm, der bruges både direkte i produktion og indirekte til fx elektrofuels. Erfaringer fra bl.a. GreenLab Skive har vist os, at behovet for fleksibilitet og afbalancering af energisystemet, også på tværs af landegrænser, bliver større, end vi kender i dag – både i tid og kapacitet. Den rolle ser vi frem til at udbygge og forstærke i vores nye partnerskab – Norlys Energy Trading,” fortsætter Jens Rasmussen, CEO i Eurowind Energy.

Elektrificering bærer grøn omstilling
Norlys-koncernen distribuerer strøm på Danmarks største elnet, der strækker sig gennem Jylland fra den dansk-tyske grænse til Nordjylland.

Nettet omfatter 50.000 transformerstationer og distribuerer 8 milliarder kWh strøm til mere end 700.000 kunder – heriblandt til en lang række af Danmarks største og mest energitunge virksomheder, der ligger som perler på en snor fra Aalborg Portland i nord over Grundfos, Lego, Arla og Danish Crown til Danfoss i syd.

”Vi har et særligt ansvar for ikke bare at have et stabilt elnet, men også for at gøre det så omkostningseffektivt som muligt, da det direkte påvirker virksomheders internationale konkurrenceevne. Med den omfattende elektrificering af vores samfund kigger vi ind i 10 år, hvor vi skal tilpasse vores elnet til den store mængde strøm, vores kunder efterspørger,” siger Niels Duedahl.

Ny rolle til elnettet
Både Norlys og Eurowind Energy var repræsenteret i advisory board for energi- og forsyningssektorens klimapartnerskab og har arbejdet indgående med anbefalingerne, der blev offentliggjort tilbage i marts – lige inden Danmark lukkede ned.

Opgaven for energisektoren var klar: Vi skal sikre en grøn energisektor med udfasning af kul på kraftværkerne og fortsat udbygning af vind og sol til de mange elbiler på vejene og varmepumper i boligerne og i industrien.

”Det betyder også, at elnet får en helt ny rolle i den grønne omstilling. I fremtiden bliver det smarte elnettet den brik, der knytter produktion og forbrug af strøm tættere sammen, også kaldet sektorkobling. Det betyder, at vi i fremtiden skal løfte opgaver, vi ikke har set tidligere”, fastslår Niels Duedahl og fortsætter:

”Man kan sige, at kompetencekravet for at drive energivirksomhed stiger. Det kræver blandt andet en meget mere intelligent styring af elnettet og strammere styring af de finansielle risici.”

Klogere forbrug af strøm
Norlys og Danmarks andre elselskaber skal løse nye opgaver og have mere kapacitet i deres net, uden at det pålægger samfundet unødvendige omkostninger.

”Derfor skal vi i fremtiden producere og forbruge strøm meget mere klogt. I klimapartnerskabet blev der regnet på, at omkostningen til nødvendigt vedligehold og til en opgradering af elnettet, der sikrer fortsat høj leveringssikkerhed, vil kunne halveres, hvis vi gør det smart. Kan vi for eksempel undgå, at Danmarks mange kommende elbiler alle bliver ladet op mellem kl. 17 og 20, kan vi frigøre op til 80 procent af kapaciteten i det tidsrum. Det er sådanne mekanismer, vi skal ind og kigge på,” slutter Niels Duedahl.

Eurowind Energy A/S er en dansk virksomhed, der gennem årene har udviklet sig til at være en ledende udvikler, opkøber og operatør af solcelle- og vindmølleprojekter. Eurowind Energy A/S ejes 50 % af EWE Holding ApS og 50 % af Norlys Holding A/S. Eurowind Energy’s portefølje af landvindmøller og solcelleparker i hele Europa omfatter 600 MW i drift, og etablering af yderligere 400 MW er undervejs. Samlet set produces ca. 1.400 mio. kWh årligt, svarende til 350.000 husstandes årlige strømforbrug.

Norlys er Danmarks største integrerede tele- og energikoncern med over 1,5 mio. kundeforhold og forbrugerejet med over 700.000 andelshavere. Norlys har omkring 2.500 ansatte på lokationer i hele Danmark herunder Silkeborg, Esbjerg, Aalborg, Århus og København.

Norlys Energy Trading vil, efter relevante myndigheders godkendelse, være ejet af Norlys og Eurowind Energy med en ejerandel på 50 pct. til hver. Niels Duedahl, administrerende direktør i Norlys, bliver bestyrelsesformand i Norlys Energy Trading A/S, mens Eurowind Energys stifter og administrerende direktør Jens Rasmussen bliver næstformand.