Serviceeftersyn bliver konverteret til træer

Man kan ikke bestemme, hvilket brændstof folk vælger til deres biler, men ved at donere et træ for hver online booking af serviceeftersyn, kan Danmarks største værkstedskæde nedbringe sine kunders bilers CO2-aftryk.

Vi glæder os til at plante den næste undervisningsskov sammen med lokale skolebørn et sted i Danmark

Hver gang en kunde foretager en online booking af et serviceeftersyn på et AutoMester E+ værksted, donerer værkstedskæden et beløb svarende til ét træ til landsorganisationen Plant et Træ.

Et første resultat af samarbejdet mellem AutoMester E+ og Plant et Træ kan ses ved Ølsted i Aarhus Kommune. Her er plantet en spektakulær undervisningsskov med 3.000 træer, der set fra oven er formet som et stort træ med stamme, grene og 30 kronblade.

”Som Danmarks største værkstedskæde mener vi, der følger et ansvar. Vi arbejder med biler, som er kendt for at udlede CO2. Vi er ikke herrer over, hvilken type bil den enkelte forbruger køber. Til gengæld har vi mulighed for at hjælpe vores kunder med at nedbringe deres samlede CO2-aftryk ved at have bil, ved at vi indgår i samarbejder som dette og hjælper med til, at der bliver plantet flere træer i Danmark,” siger kædechef i AutoMester, Tommy Stuckert.

Grønt og bekvemt
AutoMester skabte E+ konceptet i august 2019 for at fokusere endnu mere på bæredygtighed og miljø og gøre det mere bekvemt at være kunde.

Det grønne E står blandt andet for el-/hybridbiler, e-handel og energibevidsthed – og plus’et fortæller, at du på et AutoMester E+ værksted altid har mulighed for ydelser som online booking, service- og reparationsaftaler, adgang til fordelsklub, service og reparation af el- og hybridbiler, vejledning i bæredygtig kørsel og miljøforbedringer på din bil, hente-/bringeservice og hjulopbevaring (dækhotel).

”Vi gjorde os nogle tanker om, hvordan vi kunne hjælpe miljøet mere, end vi allerede gør i dag. Blandt andet samarbejder vi med de bedste miljøaffaldsfirmaer, så vi sikrer korrekt håndtering af f.eks. spildolie, batterier, defekte reservedele og dæk, og alle vores tryksager som plakater og brochurer bliver trykt på miljøvenligt papir. Men vi ville også gøre noget ekstraordinært, og samarbejdet med Plant et Træ gavner miljøet, samtidig med at vores kunder motiveres til at booke online, hvilket gør det endnu mere bekvemt for dem at passe godt på deres bil,” siger Tommy Stuckert.

Flere grønne formål
Målet med undervisningsskoven ved Ølsted er, at den både skal trække CO2-regnskabet i den rigtige retning, skabe et grønt rekreativt område for alle interesserede borgere og udgøre et ”hands on” undervisningslokale for skolebørn under åben himmel.

Skoven skal også være med til at sikre grundvandsressourcerne i området mellem Søften og Lisbjerg, bidrage med mere rekreativ natur til lokalområdet og selvfølgelig binde en del af den CO2, der udledes på f.eks. E45, som er nærmeste nabo til skoven.

”Skovrejsning er et afgørende parameter i vores CO2-målsætning. Derfor er jeg meget glad for samarbejdet med AutoMester E+. At skovens udformning så gør, at man lægger mærke til den, når man flyver over Aarhus, det er bare prikken over i’et, der understreger, at skov og træer er en stor og uundværlig del af vores kommune,” siger rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek.

12 forskellige arter
Landskabstræet ved Ølsted fylder cirka en hektar. I hvert af de 30 blade er der plantet 100 træer. I 12 af bladene er der kun plantet én art, så hvert blad repræsenterer en enkelt træart. På den måde skabes der en flot og lærerig træsamling af Danmarks mest almindelige træer på ét sted. Det er derfor, at Landsorganisationen Plant et Træ betegner skoven som undervisningsskov.

”Grupperingen af træerne gør den til et oplagt udflugtsmål for skoler, fordi eleverne i undervisningsskoven kan introduceres til de mest almindelige danske træer på meget kort tid”, siger landsformand i Plant et Træ, Jens Døssing.

Skoven ved Ølsted er den 10. i rækken af undervisningsskove, som Plant et Træ står bag.
De 12 arter, som er plantet i skoven, er hyld, naur, vildæble, solbær, mirabel, alm. hæg, tørst, fuglekirsebær, slåen, alm. røn, stilkeg og vild pære. De største træarter er plantet tættest på stammen, og de mindre bryntræer er plantet yderst, så skoven får en naturlig opbygning som almindelige skove.

Flere skove på vej
AutoMesters kædechef ser frem til at sponsorere endnu flere træer og undervisningsskove andre steder i landet i de kommende år.

”Skoven ved Aarhus er bare første etape. Nu håber vi, at der er flere kommuner, der vil lægge jord til og samarbejde med Plant et Træ og os, så vi kan få flere undervisningsskove i Danmark. Det var planen, at lokale skolebørn skulle hjælpe med at plante skoven ved Aarhus, men det var ikke muligt på grund af Covid-19. Vi glæder os til at plante den næste undervisningsskov sammen med lokale skolebørn et sted i Danmark.”

AutoMester er Danmarks største kæde af værksteder. I alt består AutoMester af 420 frie, selvstændige værksteder, hvoraf de 105 er E+ værksteder. Med kædens størrelse har alle lokale AutoMester-værksteder mulighed for løbende efteruddannelse inden for de nyeste teknologier. AutoMester-værksteder har den nødvendige certificering og erfaring til at servicere alle biler – uanset mærke, model og årgang.

AutoMester har lanceret AutoMester E+ for at sikre bæredygtighed og servicering af fremtidens bilpark og samtidig gøre hverdagen lettere for kunderne.

Se mere på

https://automester.dk/eplus/plant-et-trae