Nye tider på Admiral Hotel

Restauranten hedder stadig SALT, men er relanceret som SALT essentials. Menukortet er blevet enklere og mere fokuseret, så konceptet står stærkere. Stilen er moderne dansk med global inspiration, og i løbet af foråret får selve lokalerne en makeover i stil med værelserne.

Alle 366 værelser på det historiske Copenhagen Admiral Hotel er netop blevet gennemrenoveret og fremstår nu i afslappet, nordisk stil – klar til alt fra en romantisk weekend til ‘home office away from home’, eller måske som rammen om et lille selskab.

Copenhagen Admiral Hotel er et af de hoteller i København, hvor byens historie skinner klarest igennem. Det nænsomt restaurerede pakhus lige ud til havneløbet og Toldbodgade blev oprindeligt bygget som pakhus i 1787, og de rustikke bjælker af pommersk fyr skærer sig bogstaveligt talt gennem hele den fredede bygning og giver indretningen et charmerende og unikt præg.

Men samtidig er Admiral et moderne hotel med en international målgruppe, og derfor skal det store hus engang imellem have fornyet sit udtryk, og det er en længere proces. Netop nu er man ved at lægge sidste hånd på en tre år lang renovering, hvor man har udskiftet hele indmaden i de 366 værelser og suiter. 

“Vi har haft skrællet værelserne fuldstændigt og bygget det hele op igen – med nye skillevægge, badeværelser, gulve og møbler. Det er med andre ord et helt nyt hotel indvendigt, og vi kan roligt sige, at vi har gået i detaljer med alt. Farver og materialer er blevet afprøvet og justeret. Møbler er blevet designet fra bunden af. Og så har vi været grundige med sengene, hvor vores direktør har haft madrasser og puder til afprøvning i privaten for at finde den helt rigtige komfort og kombination”, forklarer salgs- og marketingdirektør Rikke Gransøe Lange. 

Det fredede hotel fremstår som et moderne, internationalt og 4-stjernet tophotel.

Nordisk langsommelighed 
Det er arkitekterne fra Space Copenhagen, der har hjulpet Copenhagen Admiral Hotel med at forny sig selv, og resultatet kalder de for ‘nordisk langsommelighed’ og indbefatter bl.a. naturmaterialer som egetræ, børstet messing, marmor og skind. Farveuniverset er lyst, men varmt og kontrasteres af en gennemgående dyb blå.

“Der er lidt flere farver og teksturer end i traditionel, skandinavisk minimalisme, og vi har allerede fået rigtig god respons fra gæsterne”, siger Rikke Gransøe Lange.  På den teknologiske side er værelserne også blevet opgraderet med individuel aircondition, nye fladskærme og lydsystemer, hvor du kan streame via Bluetooth og Chromecast, så du fx kan høre din yndlingsmusik i badeværelset eller se din egen Netflix-konto, mens du ligger i sengen. 

Mangler du et home office away from home? 
Det er ikke nogen hemmelighed, at corona-krisen har givet hotelbranchen udfordringer, men hos Copenhagen Admiral Hotel har man valgt at tage udfordringerne med oprejst pande, selvom man i sommerhalvåret faktisk er vant til at 85% af gæsterne kommer fra udlandet.   

“Vi har iværksat en lang række nye tiltag for at kunne tilbyde danskere muligheden for små afbræk i hverdagen og arbejdsdagen. Det kan godt være, man ikke kan rejse på lange ferier, men miniferier med blot en, to eller tre overnatninger kan gøre en stor forskel. Derfor har vi lanceret både ‘home office away from home’, ‘home spa away from home’ samt ikke mindst det meget populære 3for2, hvor man får 3 nætter for prisen af to – så man nemt kan komme på forlænget weekend i trygge rammer”. 

Og de mange nye tiltag må have virket, for man har formået at byde mange nye gæster velkommen under hele corona-krisen – endda med flere udsolgte dage. “Nu kan vi mærke, at folk er nået til det stadie, hvor de virkelig trænger til at forkæle sig selv – og det har de jo ganske enkelt også fortjent. Og nu er vi glade for at kunne forkæle vores gæster i nyrenoverede rammer”, siger Rikke Gransøe Lange.   

Se mere på

www.admiralhotel.dk