Når kæledyrene kommer løbende

Ved første øjekast ligner Lindevang Dyreklinik en hvilken som helst anden dyrelæge, men bag glasfacaden på Peter Bangs Vej gemmer der sig en ekstraordinær historie.

Indehaver og dyrlæge Olga Jensen er en sand dyreelsker, og har arbejdet vedholdigt for at kunne udleve sin drøm som selvstændig dyrlæge siden hun første gang satte fod i Danmark i 1991. I dag er Lindevang dyreklinik kendt som stedet, hvor dyrene selv kommer ind.

En sand passion for dyr
I lokalområdet er hun kendt som dyrenes bedste ven. Sloganet “her kommer dyrene selv ind” kommer af flere episoder, hvor Olgas stamkunder (red: kæledyr) er løbet væk hjemmefra, for selv at møde op hos dyrlægen uden aftale. Olgas kærlighed for dyr kan mærkes af dyrene selv og det er således ikke ofte at Olga mødes af dyrlægeskræk. På de 10 år klinikken har holdt til, er den blevet en integreret del af nærområdet. Kundernes tilfredshed kan mærkes på væksten, og i 2019 blev Olga og Lindevang Dyreklinik således tildelt Børsens Gazellepris, som anderkender landets hurtigst voksende virksomheder.

Professionel behandling i øjenhøjde
Hos Lindevang Dyreklinik kommer dyrene i første række. Olga har selv fire hunde og ved af egen erfaring, at kæledyr ofte bliver en del af familien. Alle kæledyr tilbydes derfor personlig og skræddersyet behandling på baggrund af deres og familiens behov. Alle behandlingsforløb er forankret i en dyb faglighed, da klinikken gør en dyd i konstant at videreudvikle personalet og holde sig opdateret på ny viden om behandlings- og sundhedsfremmende metoder.

Desuden er Olga uddannet dyrlæge i både København og Sankt Petersborg, hvilket giver et dybere fagligt fundament. Klinikken lægger samtidig vægt på, at kæledyrets familie er med hele vejen og føler sig tryg i forløbet. Af samme årsag tilbyder klinikken hjemmebesøg og akutte behandlinger uden for åbningstiderne, da unikke omstændigheder kan gøre dette nødvendigt for kæledyret eller dets familie.

Konventionel og alternativ behandling
Dyrlægens dybe faglighed gør at Olga ikke er bange for at tage alternative metoder i brug i kombination med konventionel behandling. For eksempel er Lindevang Dyreklinik iblandt landets få klinikker, der tilbyder revolutionerende laserbehandling til kæledyr.

Behandlingen er kendt fra fysioterapi og genoptræning af mennesker, og vinder mere og mere frem hos dyrlæger. Hos klinikken på Frederiksberg er behandlingen blevet meget populær blandt kunder til at fremme kæledyrs helingsproces efter operationer eller brud, samt til genoptræning og smertelindring. Derudover tilbyder klinikken naturligvis konventionel konsultation og behandling af husdyr.

Fra flygtning til succesfuld dyrlæge
Trods klinikkens succes, er det de færreste, der kender til dyrlægens egen historie. Olga kom til Danmark fra Sovjetunionen i 1991. Dengang talte hun hverken danske eller engelsk, og måtte affinde sig med at hendes uddannelse ikke blev anset som gyldig i Danmark. Hun var dog fast besluttet på, at hun skulle opnå sin drøm om at blive selvstændig dyrlæge. Efter mange år med hårdt arbejde på Landbohøjskolen og sprogskoler, kunne Olga endelig kalde sig dyrlæge.

I 2010 gik drømmen i opfyldelse, da Olga slog dørene op til Lindevang Dyreklinik på Frederiksberg. Aldrig havde hun dog drømt om at blive kåret som en af landets hurtigst voksende virksomheder. Det var derfor en kæmpe ære for Olga at modtage Børsens Gazellepris i 2019. I dag betegner Olga sig som dansker, og hun taler så godt dansk at man ikke umiddelbart bemærker de udenlandske rødder. Olga anser det en kæmpe ære at blive anerkendt for sit hårde arbejde, og ikke mindst af få lov til at udleve sin drøm som ejer af Lindevang Dyreklinik.

Klinikken tilbyder:

  • Almindelige åbningstider til kl. 19.00
  • Mulighed for hjemmebesøg, akutbehandling samt telefonisk døgnvagt
  • Speciale i hund, kat, fugle og gnavere
  • Eget laboratorie, ultralyd og ny digital røntgen
  • Tandbehandling, tandrens og gnaverkirurgi
  • Gratis foderlevering på Frederiksberg og omegn
  • Revolutionerende laserterapi som smertelindring, helingsfremmende og inflammationssænkende