Introduktion: Få mest muligt ud af livet

Af Christina Wex

Det Gode Seniorliv hedder dette tillæg. Det giver anledning til at reflektere over, hvad det gode seniorliv er. Uanset hvor i livet vi befinder os, er det gode liv vel et liv med overskud.

Overskud til at gøre alt det, vi godt kan lide, sammen med dem, vi holder af, men også overskud til at være nysgerrig på nye ting og have mod til at kaste os ud i nye oplevelser. Vi bliver aldrig for gamle til at lade os udfordre, til gengæld kan vi alle have brug for fra tid til anden at blive mindet om, hvor meget vi i grunden kan påvirke vores egen livssituation.

En sådan påmindelse kan vi få, når australieren Nick Vujicic gæster Farum Arena den 3. april. Han er født uden arme og ben, men besluttede i en tidlig alder, at det ikke skulle få lov til at begrænse ham, og siden har han gjort det til sin mission at inspirere andre til at få mest muligt ud af livet.

Desværre er det langt fra alle mennesker forundt at have et frit valg. Det minder forfatteren Sara Omar os om i sine romaner Dødevaskeren og Skyggedanseren, der tegner et grumt billede af en måde at fortolke islam på, som ikke hører hjemme i et moderne samfund. Hendes delvist selvbiografiske fortællinger er både oplysende og giver anledning til at se vores eget liv i et nyt perspektiv og med en påskønnelse af den frihed, vi som danskere tager for givet.

Mød dem begge her i bladet.

Hvad er det gode liv?

FNs Sustainable Development Solutions Network udgiver hvert år en rapport, der beskriver oplevelsen af livskvalitet i verdens lande. I den forbindelse bliver der lavet en liste over de lykkeligste lande. I 2019 var Danmark nummer 2 på listen, kun overgået af Finland.

Noget af det, der er afgørende for menneskers oplevelse af livskvalitet, er lav ulighed, en følelse af tryghed og en tillid til samfundet. Den skandinaviske velfærdsmodel står for mange som den ideelle samfundsform. De skandinaviske lande er derfor ikke overraskende med i top 10 hvert eneste år.

God læselyst!

Læs udgivelsen i sin helhed elektronisk:

Det Gode SeniorLiv