Hunden betaler prisen

En krise som COVID-19 kan få det bedste og det værste frem i mennesket: Hamstring af håndsprit, øget behov for underholdning og ”gullaschbaron-manerer”. Men når mennesket handler uovervejet, er det hunden, der betaler prisen for impulskøbet i form af mistrivsel,
omplacering eller aflivning

Det er opdrætterens fornemste opgave at den rette hvalp matches med de rette købere.

Udsolgt: Håndsprit. Termometre. Og hundehvalpe. Siden coronakrisen lukkede store dele af Danmark ned, har krisen ændret danskernes forbrug, viser nye tal fra analyseinstituttet YouGov.

– Da virussen først ramte, spekulerede vi i Dansk Kennel Klub (DKK) på, hvordan krisen ville påvirke vores opdrættere; om danskerne ville holde på pengene og aflyse planlagte hvalpekøb og efterlade opdrætterne med længe planlagte hvalpekuld, forklarer Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i DKK.
Hun fortæller, at DKK både nu og ved tidligere kriser, f.eks. terrorangreb, oplever det modsatte ske:

– Når verden er farlig, søger man det hjemlige og trygge. Når sommerferien til udlandet er aflyst, og man har mere tid i hverdagen pga. mulighed for at arbejde hjemmefra, stiger interessen for at få hund, forklarer hun.

Hunden er ikke tidsfordriv
Ifølge undersøgelsen fra YouGov har hver fjerde dansker som konsekvens af COVID-19 brugt færre penge på tøj. Til gengæld har vi brugt flere penge på underholdning.
Måske som afledt konsekvens heraf har kæledyrsbranchen kronede dage: Dyreinternaterne melder om kæmpe efterspørgsel. Kattehjemmene er støvsugede for dyr. Flere dyrehandlerne har udsolgt af undulater og marsvin. Og det er samme situation hos hundeopdrætterne:

– Interessen for at anskaffe en hundehvalp er 40 procent højere end normalt. Telefonerne kimer, og vi har indkaldt ekstra medarbejdere til at tale med dem, der vil bruge corona-tiden til at få hund, siger Lise Lotte Christensen. Det er vigtigt, understreger hun, at tage god tid til snak med potentielle hundekøbere for at anbefale det bedste match og sikre hund og familie et langt og godt samliv.

Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i DKK

Tusindvis aflives
I forlængelse af den kraftige stigning i interessen for hvalpekøb ser DKK flere problematikker:

– Hvor vores opdrættere tidligere fik et par henvendelser om ugen, får de nu fem til 10 henvendelser om dagen! Blandt de interesserede er de, hvalpekøbet har været planlagt længe, men hvor COVID-19-situationen nu har skabt den fornødne tid til at give en hvalp en god start. Dem er vi knap så bekymrede for, fortæller hun.

– Vores største bekymring går i retning af de knap så velovervejede hvalpekøb; hvor forældre giver efter for presset og ikke har gennemtænkt, hvordan ”livet med hund” skal kombineres med livet ”post-corona”. En hundehvalp er ikke tidsfordriv for én ramt af corona-kedsomhed. At have hund er en livsstil, der kræver en del af dig i hverdagen, siger Lise Lotte Christensen:

– Når mennesket handler uovervejet, er det hunden, der betaler prisen for impulskøbet i form af manglende træning, problemer der ikke håndteres i tide, mistrivsel, omplacering eller aflivning, forklarer hun: Hvert år aflives flere tusind hunde i Danmark, på grund af problemer der relaterer til deres adfærd.

Interesse for tæver
”Hvornår er den klar til at få hvalpe?” De færreste er forberedt på det spørgsmål, når de står med en få uger gammel hundehvalp i armene. Ikke desto mindre er det et ofte stillet spørgsmål i disse dage hos mange af DKK´s opdrættere. Og det skaber utryghed.

– Coronakrisen kan bringe det bedste og det værste frem i mennesket; Nu, hvor krisen kradser, tænker flere, at de helt ”gullaschbaron-style” kan supplere indtægten med et kuld hvalpe, forklarer adfærdskonsulenten. Men hvis man tror, der er nemt tjente penge i hundeopdræt, er der stor sandsynlighed for en barsk opvågner;

– Virkeligheden er, at der venter mange ugers arbejde i hundekurven. Og trods grundigt forarbejde og nøje udvalgte avlspartnere risikerer man kun at få to hvalpe født ved kejsersnit søndag aften, hvilket nemt kan ruinere en familie. Hvis man på nogen måde kan tale om, at coronakrisen medfører noget positivt, er det set med Lise Lotte Christensens øjne dette:

At landets lukkede grænser medfører, at de udenlandske hvalpefabrikker ikke kan få deres hvalpe, produceret under kritisable forhold med sygdom og mistrivsel til følge, ind i landet. Det viser et hurtigt kig på online-salgsplatforme: Her er antallet af annoncer for hvalpe til salg faldet drastisk de seneste uger.

– Vi overvejer naturligvis, om det er årsagen til den øgede efterspørgsel på tævehvalpe. Men en hund bør ikke sættes i avl, før den er mentalt og fysisk udvokset og fundet sund og mentalt velfungerende. Det er – også – derfor, vi i DKK ser det som opdrætternes fornemste opgave at sørge for, at den rette hvalp matches med de rette hvalpekøbere, der har den rette motivation og er klar til at yde en indsats for hunden – hele dens liv. 

Dansk Kennel Klub er Danmarks største organisation for hundeejere og beskæftiger sig med alle sider af hundelivet; 

Rådgivning om valg af hund, træning, konkurrencer, udstilling, opdræt, støtte til forskning og hundes velfærd generelt.