Har du lige fået hvalp? Så kan du vist godt slappe af – i hvert fald for en stund!

Af hundetræner og adfærdsbehandler Hanne Truelsen og dyrlæge Lise Rovsing

Mange ejere tror nemlig fejlagtigt, at der skal være en masse aktiviteter for hvalpen fra start! Hvalpen ankommer typisk til det nye hjem, når den er 8-10 uger gammel. Den kommer ind i et travlt hjem, da de fleste familier har en krævende hverdag.

En rolig start!
Respekter at den lille hvalp er blevet taget fra sin mor og sine søskende. Hvalpen har forladt de trygge og velkendte omgivelser. Den vil have et stort behov for at sove og hvile, meget mere end de fleste tror. En hvalp har behov for at sove 18-20 timer i døgnet.

Hvis ikke hvalpen får den fornødne hvile, kan du risikere, at den simpelthen bliver stresset og dermed ikke trives. Dette kan på sigt medføre problemer med at være alene hjemme og blive renlig. Kapaciteten til at lære nye ting vil forringes, hvis hvalpen ikke sover tilstrækkeligt.

Som nye hvalpeejere stiller vi mange krav til det nye familiemedlem. Disse krav er ofte for svære for hvalpen at imødekomme. Vi har nemlig ofte alt for store ambitioner på hvalpens vegne i forhold til dens alder, udvikling og evnen til at mestre livet på det givne tidspunkt. Skru ned for ambitionsniveauet, du skal nok nå det hele!

Pas på med motionen!
I den første tid er det meget begrænset, hvad hvalpen skal have af motion. Hvalpen skal kun ”luftes af”, snuse rundt og udforske sin omverden. Den vil kunne tage fysisk skade af for meget motion, også selvom den ikke ser træt ud. En hvalp skal ikke bare ”køres træt”.

Dens muskler og knogler er endnu ikke udviklet nok til at tåle meget motion. Man skal derfor ikke ”gå tur” i traditionel forstand med en hundehvalp. Din hund er først voksen omkring 2-års alderen, afhængig af race.

Lad være med at kaste med pind og bold. Det er aktiviteter, der IKKE gavner en hund, men kun øger deres stressniveau! Denne form for aktivitet skader bl.a. hundens tænder, kæbe og nakke.

Lær at tale ”hundsk”!
Brug tiden aktivt på at lære at forstå det nye familiemedlem og de mange signaler, den sender, når den ”snakker” med dig. Hunde kommunikerer via et meget højt udviklet og nuanceret hundesprog. Vi kalder det ”de dæmpende signaler”.

Hunde kan ikke lære at tale menneskesprog. De kan dog hen ad vejen lære rigtig mange verbale kommandoer, men aldrig vores sprog, som vi bruger det! Heldigvis kan vi mennesker lære ’at tale’ og forstå hundesprog, og øvelse gør mester!

Er min hvalp syg?
Mange er bange for at overse, hvis det nye familiemedlem bliver dårligt. Lær din hund at kende. Hvis du ved, hvordan den ser ud, føles og opfører sig, når den har det godt – så vil du også opdage, hvis noget forandrer sig. Du vil registrere forandringen i dens opførsel, fornemme hvis den får det skidt, og så kan du søge hjælp.

Hvalpelicens!
Fra hvalpen fødes og til den er ca. 16-20 uger gammel, er den udstyret med en såkaldt ”hvalpelicens”, hvilket gør, at den kan prøve sig frem i verden. Licensen indebærer, at hvalpen får lov til at være ’lidt uhøflig’ i den voksne hunds univers uden at det får alvorlige konsekvenser for hvalpen.

Hav tålmodighed med hunden. Hvalpen forstår ikke fra start, hvad der er tilladt og ikke tilladt i dit hjem. Det skal den først have en chance for at lære, og det lærer hvalpen hurtigst og lettest, hvis der er konsekvens i reglementet. Hunden lærer meget hurtigt, hvad der skal til for at blive en succes. Gætter den rigtigt, kommer der en belønning i form af en godbid, et venligt ord eller en kærlig berøring.

Gætter den forkert, sker der ikke noget ved det. Helt naturligt vil hunden gå efter at gætte rigtigt hver gang. Møder den ikke hårdhændet straf for at have ”gættet forkert”, vil den have lyst og mod til at prøve sig frem igen!

Det skal være et samarbejde!
Afliv gamle myter om ”lederskab og dominans”, altså myten om, at hunden vil forsøge at overtage magten, hvis ikke ejeren gør ting på en bestemt måde. Dominans udvises KUN mellem artsfæller – aldrig mellem hunde og mennesker. Og allerhelst vil hunden overlade det fulde ansvar til ejeren, hvis ejeren virker stabil og fornuftig i hundens øjne!

Livet med hund skal være et samarbejde, hund og menneske i mellem! Des mere selvtillid vi giver hunden, jo bedre et samarbejde og livskvalitet vil dette fremelske for alle parter. En hund elsker nemlig at samarbejde, og det giver pote i længden!

Læs mere om sundhed og syghed på dyrlæge Lise Rovsings personlige blog

wwww.liserovsing.dk