Grøn omstilling kræver uddannet arbejdsstyrke

Når 3F 29. januar slår dørene op for konferencen Vision Danmark, bliver fokus at sikre Danmark en ledende global klimarolle. Og det er faktisk muligt.

“Vi kan ikke tale om grøn omstilling, uden at arbejdsstyrken kompetencemæssigt følger med. Der skal ske meget på få år frem mod 2030, for at sikre at erhvervslivet og samfundet kommer i mål med en 70%’s reduktion af drivhusgasserne i Danmark. Og det kommer til at kræve erhvervsuddannede og faglærte i tilstrækkeligt omfang,” indleder formand for 3F, Per Christensen.

Fra store ambitioner til konkret handling
At faglærte og ufaglærte udgør en central del af de beskæftigede i grøn omstilling, peger adskillige undersøgelser, tænketanke og vækstteams på. Ifølge Concito udgør faglærte og ufaglærte 70 % af beskæftigelsen i den grønne del af energisektoren. Alt tyder på, at beskæftigelsen vil vokse. For 3F står opgaven og ansvaret lysende klart.

“Det er afgørende at sikre de fornødne kompetencer, og hvis ikke, påpege de nødvendige tiltag for at sikre dem. EUC Syd er eksempelvis allerede godt i gang med at etablere forskellige energiuddannelser, udviklet i sammenhæng med Project Zero – Sønderborgs målsætning om at være CO2-neutral i 2029,” forklarer Per Christensen.

Faglærte fordele og eksportmuligheder
På trods af at vi endnu mangler værktøjer, uddannelser og teknologier for at nå det uhyre ambitiøse mål om en 70% CO2-reduktion i 2030, er vi alligevel meget langt fremme med grønne løsninger og grøn teknologi i Danmark – sammenlignet med mange andre lande. Det åbner allerede nu op for et ganske seriøst eksportpotentiale, der blot vil vokse i omfang i tiden fremover.

“Vi er i Danmark ikke alene stærke vidensmæssigt; det er vi sådan set på alle niveauer. Vores faglærte og ufaglærte medarbejdere løser også klart meget komplekse opgaver, og vi har et meget højt “grønt” niveau i Danmark. Det kan vi bestemt høste eksportfordele af, men kun hvis vi formår at holde niveauet højt,” uddyber Per Christensen og tilføjer ”Hensigten med konferencen i januar er at videndele og sammen bane vejen til de grønne visioner.”

Årets Arbejdsplads kåres på konferencen
3F har gennem mange år kåret “Årets Arbejdsplads”, som udpeges på grundlag af en omfattende vurdering af deltagerne inden for seks kategorier: Løn- og arbejdsvilkår, Arbejdsmiljø og sundhed, Uddannelse, Klima og miljø, Samfundsansvar samt Virksomhedens udvikling – og årets kåring finder sted på konferencen.

“Der er en grund til, at det gode arbejdsliv og livslang læring er et verdensmål i sig selv, nemlig mål nummer 8. Det er der virksomheder, som har taget til sig i stor stil, og det kommer både den enkelte, virksomheden og samfundet til gode. Det vil vi gerne honorere,” slutter Per Christensen.

Vision Danmark vil blandt andet sætte fokus på følgende emner:

      • Hvilke typer job står lige for døren, når Danmark trækker i det grønne arbejdstøj?
      • Hvordan får vi kvalificeret arbejdsstyrken i takt med den grønne omstilling?
      • Hvordan sikrer vi høj produktivitet og omstilling samtidig?


Her finder du konferencen:

Vision Danmark – 3F’s konference for vækst og godt arbejde

29. januar kl. 12.30-16.30

DR Byen, studie 2

Tilmelding på emma.sande@3f.dk

Læs mere på

www.3f.dk/visiondanmark