FDB Møbler hylder Jørgen Bækmark

Den nye klaverbænk J163 (46 cm) koster 4.299 kr.

Den 9. november fyldte møbelsnedker Jørgen Bækmark 90 år, og det fejrer FDB Møbler med en særudgave af hans populære fletmøbler – og et par helt nye designs fra den kyndige mesters hånd.

Selvom jeg snart er 90 år, så kan jeg ikke forestille mig, at jeg ikke tegner nye møbler

Siger man Danish Design, er man automatisk nødt til at også sige FDB Møbler. Virksomheden blev om noget indbegrebet af den danske guldalder inden for møbeldesign og nåede siden grundlæggelsen i 1942 ud til hele verden med sine smukke og funktionelle møbler.

Tegnestuen hos FDB Møbler blev gennem tiden ledet af forskellige designkoryfæer, bl.a. Jørgen Bækmark der tiltrådte i 1958 og de næste 9 år udstak retningen for FDB Møbler
– og bidrog til udviklingen af hele bølgen af dansk design.

Jørgen Bækmark blev født i 1929 og uddannede sig som møbelsnedker i 1950 – og i 1958 tiltrådte han som blot 29-årig stillingen som tegnestueleder for FDB Møbler.

Jørgen Bækmark fylder 90 år
Den 9. november fyldte den folkekære møbelsnedker 90 år, og til trods for at han indstillede karrieren for flere år siden, tegner han stadig møbler. Det fejrer FDB Møbler nu med både særudgaver af hans populære fletstole J80 og J81, og en lancering af helt nye designs fra mesterens hånd.

“Jørgen har haft en stor betydning for FDB Møbler, og vi føler os meget heldige over at være med til at fejre hans runde fødselsdag. Vi er enormt taknemmelige for hans store betydning for FDB Møbler – både i sin tid som tegnestueleder, og i særdeleshed også tiden efter, hvor han helt frem til i dag har været gavmild med dejlige historier, brugbar feedback og gode ideer”, fortæller Ole Kiel, som er direktør for FDB Møbler.



Nye designs fra fødselaren
De nye møbler er henholdsvis en rund og en firkantet barstol i to højder, der passer til både køkkenøen og baren. Dertil kommer også en nyfortolkning af den klassiske fletbænk, der passer til hjemmets klaver eller spisebord. Nyhederne er designet ud fra samme grundfilosofi, som altid har kendetegnet Jørgen Bækmark, nemlig at møbler skal passe til mennesker – og ikke omvendt.

”Selvom jeg nu er 90 år, så kan jeg ikke forestille mig, at jeg ikke tegner nye møbler. Det kribler stadig i fingrene på mig, og jeg kan ikke lade være med at undersøge og udforske, hvordan et nyt design vil kunne udforme sig”, fortæller Jørgen Bækmark.

Jørgen Bækmarks møbler forhandles
i FDB Møblers 8 butikker og på

www.fdbmobler.dk