En dag i David K’s liv

Hvordan ser en dag ud, når man har fem modebutikker i indre København? Exclusive fulgte i hælene på manden med målebåndet – modemand og stilekspert David K.

Det er formiddag en dag i november. Jeg er gået fra Nørreport og ned ad Nørregade for at mødes med modemanden David K i hans butik Herrernes Magasin, der ligger i historiske lokaler, hvor H.C. Andersens forlag holdt til.

I dag er der kun få bøger på hylderne, og de handler om mode og stil. Ellers er der fyldt op med italienske suits, klassiske skjorter, britiske buttefly, elegante sko – og alle de andre ting, som en moderne gentleman har brug for i sin garderobe.

Alsidig stylist
David K står oppe på vindeltrappen af støbejern og taler med en kunde, da jeg kommer ind, så jeg snuser lidt rundt imens. Lidt efter kommer en dansk skuespiller ind i butikken og afleverer et sæt til en af ekspedienterne:

“Sig til David, at det bliver pissefedt. Filmen kommer med på Sundance Festival næste år, og den er blevet købt af mange af de europæiske tv-stationer”. Heldigvis er David færdig med at ekspedere og kommer netop ned ad trappen. Det viser sig, at han har lejet nogle sæt tøj ud til journalist og instruktør Mads Brüggers kommende dokumentarfilm. “Det var en virkelig sjov opgave”, forklarer David efterfølgende.

“Jeg skulle klæde et par skuespillere på i nogle virkelig lækre, eksklusive sæt, så de lignede nogen, der færdedes hjemmevant i samfundets absolutte elite”.

Det er ikke uvant for ham at style folk, for der kommer også jævnligt bestyrelser og forretningsfolk ind i Herrernes Magasin for at få lavet suits, der passer til en særlig begivenhed. Og scenografer, der skal bruge tøj til skuespillere i et stykke sat i en historisk periode.

Hvis bare tøj voksede automatisk i klædeskabet
Og så er der selvfølgelig de mange mænd i alle aldre, der kommer ind i butikken på jagt efter et sæt til kontoret eller en festlig begivenhed. Her handler det om at hjælpe ham med at finde et sæt, han føler sig godt tilpas i – for med selvsikkerheden kommer udstrålingen helt automatisk, mener David.

“Mange af vores kunder er her faktisk ufrivilligt. De fleste mænd ville ønske, at tøj bare voksede automatisk inde i skabet, så det er vores fornemste opgave at hjælpe dem godt på vej, og det gør vi bl.a. med lidt humor og selvironi, så stemningen bliver afslappet. De færreste mænd har en ide om, hvilken stil de går efter og er næsten bange for at vække opsigt, men vi prøver at åbne deres øjne for, hvor mange muligheder der er for at klæde sig godt på. Det behøver ikke være outreret, men hvis man først viser dem noget med tern eller lidt farve, er der mange, der godt kan se ideen”.

Tid til en burger
Vi tager overtøj på og går hen til Davids nyeste butik, den legendariske Hr. Sko, der har ligget i Jorcks Passage i en menneskealder. Med os er Carl, der går i 9. klasse i Helsingør, og hvis far er gode venner med David, så i denne uge er Carl i praktik hos David K. Jeg spørger, om han selv vil være modemand en dag? “Nah, det ved jeg ikke. Men det er altid sjovt at være sammen med David”, siger han og smiler.

Mens vi går, taler David i telefon, og da vi kommer ind i Hr. Sko, ringer den igen. Det er en stor del af hverdagen, når man har mange jern i ilden. David får bestilt nogle nye ladninger sko til butikken, og så fortsætter vi rundturen og går ad Strøget mod Store Kongensgade, hvor en af Davids to Lundströms-butikker ligger.

På vejen møder vi et par af Davids bekendte, for der er åbenbart ikke den kendis eller københavner, som David ikke har hjulpet med et suit. Da vi kommer forbi Gasoline Grill i Landgreven, spørger David, om ikke vi skal have en cheeseburger. Det er ikke altid, der er tid til frokost i tøjbranchen, men nu har vi lige 10 minutter, og det skal da udnyttes med lidt lækkert.

Mode & Motor
I Lundströms møder vi bestyreren Morten, der spiller rock’n’roll på anlægget og i øvrigt er vild med motorcykler. Han og David skal strikke en Black Friday-event sammen med titlen Mode & Motor. Med lidt godt til ganen og et lille oplæg om stil skal det nok trække folk til butikken, der har specialiseret sig i suits, skjorter og tilbehør til fornuftige priser.

Vi iler kort efter videre, for nu skal vi besøge Black Dot, som David overtog i sommer. Det er et lille skrædderi på Gl. Mønt, som syr suits og skjorter efter mål, og kombinationen af høj kvalitet og priser fra 5.000 kr. har fået mange københavnere til at lægge vejen forbi.

Udenfor er det ved at blive halvmørkt, og om lidt kommer en af Davids faste kunder og skal have taget mål til en skjorte, så jeg takker af og begiver mig hjemad. Undervejs tænker jeg, at jeg må give Carl ret: Det er altid sjovt at være sammen med David.

Se mere på

www.davidk.dk