Det digitale erhvervsliv – post corona

Mange virksomheder har måtte omlægge deres forretningsgange under coronakrisen. Da krisen ramte, blev robotrådgivningsvirksomheden Gain & Co forhindret i at tage på fabriksbesøg hos kunder. Redningen blev virtual reality, som gjorde det muligt for rådgiverne at inspicere fabrikkerne uden at være fysisk til stede. Foto: Avatour by Imeve

Coronakrisen har sat skub i it investeringerne og givet et boost til digitaliseringen i de danske virksomheder. Det momentum bør vi gribe både ude på ledelsesgangene og fra regeringens side. Vi skal bruge digital teknologi aktivt til at skubbe gang i økonomien.

Ida Kragh-Vodstrup, Chefkonsulent DI

I en rundspørge til DI’s virksomhedspanel i september 2020 svarede en stor del af virksomhederne, at IT-investeringer er en af grundene til, at de forventer at komme styrket ud af coronakrisen. 75 pct. af de store virksomheder og 40 procent af SMV’erne, siger således, at øget brug af digitale løsninger er med til at frigøre ressourcer, som styrker deres virksomheds vej ud gennem krisen.

Store forandringer kræver investeringer
Samlet set forventer virksomhederne at bruge 5 mia. kr. ekstra i 2020 på digitalisering. Der er ikke kun tale om flere headset og flere onlinemøde-programmer. Vi ser ændringer i produktionsmønstre, medarbejdernes kompetencer og mindset samt ændringer i kundernes forbrugsmønster. Alt sammen hænger sammen med det store påtvungne eksperiment med at holde forretningen gående under en pandemi.

Over 60 pct. af de administrerende direktører, der indgår i Rambølls It i praksis 2020-2021 undersøgelse, siger, at coronakrisen har betydet hurtigere implementering af digitale løsninger og værktøjer i deres virksomhed. Ikke så overraskende har coronakrisen også betydet øget interaktion via digitale kanaler med både kunder og medarbejdere.

Diskussionen ind i direktionslokalet
En ting er at sætte fart på et eksisterende projekt eller sende mere digital information ud, en anden ting er at træffe beslutning om at omlægge til en digital forretningsmodel eller gennemgribende digitalisere driften. Hvis vi virkelig skal sætte fart i udviklingen, så skal vi have rykket diskussion om digitale visioner ind som en naturlig del af diskussionen direktionslokalerne.

Rambølls analyse viser, at knap 40 pct. af de administrerende direktører i de større danske virksomheder ikke anser det for en af deres top tre prioriteter at gøre virksomheden mere digital parat. Samtidig viser mange af DI’s undersøgelser, at mange ledere føler de mangler konkret viden om de teknologiske muligheder og de mangler kompetencer i virksomheden til at drive disse forandringer. En udfordring, særligt mange danske SMV’er står overfor.

DI’s Digitaliseringsindsats Tech der Tæller giver derfor DI’s medlemsvirksomheder mulighed for at dele deres erfaringer med hinanden, blive inspireret af de gode eksempler i egen branche og ”nabo” branchen. Ikke mindst er der også mulighed for hands-on kurser, så ledelsen og nøglemedarbejdere bliver fuldt ud rustet til at implementere en bestemt teknologi i virksomheden.

Det kunne fx være brug af RPA software i administrationsafdelingen eller oplæring i, hvordan man som virksomhed skaber bedre og mere datadrevne beslutninger med Growth Hacking metoden.

Regering skal sikre rammerne
Statsministeren annoncerede fra Folketingets talerstol, at regeringen vil komme med en digitaliseringsstrategi snarest. Det er der hårdt brug for. Fornyede digitale ambitioner hos virksomhedernes ledelser gør det ikke alene.

Vi skal sørge for, at de har de rigtige rammer for at implementere ny digital teknologi i virksomhederne, og at den digitale branche har rammerne til at udvikle de løsninger, der skal til. Det handler fx om, at vi skal have den rigtige infrastruktur, så der er ordentlig bredbåndsdækning i hele landet, og at vi kan udbrede nyere teknologier som 5G og kunstig intelligens i stor skala.

Det handler også om, at alle virksomheder skal bruge færrest mulige ressourcer på at indrapportere til det offentlige, fx ved at det gøres muligt at indrapportere automatisk fra virksomhedernes egne it-systemer. I forhold til offentlig service skal vi blive bedre til at udvikle løsninger i fællesskab. De virksomheder, som leverer it-løsninger til det offentlige skal tages med på råd så tidligt som muligt, så løsningerne udvikles ud fra nyeste viden og med slutbrugeren for øje.

Samtidig er det også afgørende, at både offentlige myndigheder og private virksomheder udvikler og bruger de nye digitale løsninger på en ansvarlig og sikker måde, så vi alle kan have tillid til den nye digitalisering. Det kræver også gode rammevilkår – til f.eks. at bruge big data på en ansvarlig og sikker måde.

Det lyder måske nemt på overordnet niveau at udvikle og implementere ”nye digitale løsninger”, men det kræver beslutninger og mod, både i virksomhederne og Folketinget. Lad os sammen gøre en dyd ud af nødvendighed, og bruge erfaringerne og momentum fra coronakrisen til at få løftet vores virksomheder og vores samfund digitalt.

Fakta

Dansk Industri er Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation. Vi repræsenterer over 18.000 små og store virksomheder fra stort set alle grene af dansk erhvervsliv over hele landet. Vi varetager vores medlemmers arbejdsgiver- og politiske interesser – både lokalt og globalt ved hjælp af hundredvis af aktive medlemmers opbakning og engagement.

Se mere på

www.danskindustri.dk