Dansk Erhverv: Life science-eventyret kommer ikke af sig selv

Brian Mikkelsen, Adm. direktør Dansk Erhverv

Organisationen Dansk Erhverv håber regeringens nye strategi for life science vil indeholde konkrete tiltag, der kan være med til at styrke den i forvejen succesfulde industri. Det kræver bl.a. en konkret kronikerhandlingsplan og et øget fradrag for forskning og udvikling for virksomhederne, mener Adm. direktør Brian Mikkelsen.

Danmark har i årtier været verdenskendt for sine vindmøller og andre grønne energiløsninger, men vi er faktisk allerede nu i gang med et andet eksporteventyr, nemlig inden for life science. De danske virksomheder i denne branche eksporterer årligt for over 140 milliarder kroner og beskæftiger mere end 47.000 fuldtidsansatte. Og det bedste af det hele er, at det kan blive bedre endnu – meget bedre.

Sådan lyder det i hvert fald, hvis man spørger organisationen Dansk Erhverv, hvor administrerende direktør Brian Mikkelsen er optimistisk på branchens vegne og peger på, hvor godt life science har klaret sig i det ellers svære år 2020:

“Overordnet set befinder dansk life science sig i en fremragende situation. Under corona-krisen har vi jo set, at det netop er disse virksomheder, der har reddet os igennem med en fornuftig økonomi og stor eksport”.

Der skal skubbes på udviklingen
Det er dog ikke ensbetydende med, at vi bare skal læne os tilbage og hvile på laurbærrene, faktisk er det netop nu, der skal skubbes på udviklingen, mener Brian Mikkelsen. Og derfor venter han sig meget af regeringens life science-strategi, for selvom det lige nu ser fornuftigt ud, er der god grund til at investere i området.

Ifølge tal fra LIF investeres der årligt 12,4 mia. kr. i lægemiddelforskning i Danmark, herfra kommer hele 10,4 mia. kr. fra de private lægemiddelvirksomheder, mens de resterende 2 mia. kr. går til den lægemiddelrelaterede grundforskning på de offentlige hospitaler og universiteter. Heraf uddeles alene 1,4 mia. kr. via finansloven og regionerne, mens de sidste 600 mio. kr. kommer fra private fonde og virksomheder.

Det vil sige, at offentlige bevillinger til lægemiddelforskning, kun udgør syv pct. af de offentlige bevillinger til forskning, mens de private lægemiddelvirksomheder står for hele 28 pct. af den samlede private forskning i Danmark. Ifølge Dansk Erhverv bør der derfor satses mere målrettet og med større kapital fra det offentliges side.

“I Danmark er vi begunstiget af en række store, velrenommerede life science-virksomheder som Novo Nordisk, Lundbeck, Leo Pharma og mange flere. De har en lang historie, og det har været en fordel, at flere af dem er fondsejede, så de ikke er blevet solgt til udlandet, men i stedet har kunnet fortsætte udviklingen i Danmark og har skabt en hub for udvikling af talenter i miljøet. Til gengæld kunne vi godt ønske os, at der kom flere start ups til, som på sigt kan supplere de store lokomotiver i branchen. Derfor ser vi hos Dansk Erhverv gerne, at det bliver gjort mere attraktivt at investere i mindre virksomheder”, siger Brian Mikkelsen, og fortsætter:

“Vi har desuden i årevis arbejdet for at få FoU-fradraget hævet til 130%, hvor virksomhederne kan trække udgifter til forskning og udvikling fra. Det er helt centralt, når jeg er ude og tale med life science-virksomhederne, for det er dét, der gør, at man vil investere i Danmark, i stedet for at flytte sine forretninger andre steder hen”. 

Kræver kronikerhandlingsplan 
Et andet helt konkret ønske fra Dansk Erhverv en decideret kronikerhandlingsplan, der både skal tjene det formål at gøre det danske sundhedssystem til et af verdens bedste ift. kronikerbehandling, og gøre det muligt at udnytte den danske måde at gøre tingene på som et udstillingsvindue mod resten af verden. I øjeblikket skønnes det, at næsten 80% af udgifterne i sundhedssystemet herhjemme går til borgere med kroniske sygdomme, og der er derfor både et økonomisk og et menneskeligt incitament til at gøre noget for netop dette område.

“Vi ønsker en målrettet indsats og handlingsplan. Det vil være godt for den enkelte, men det vil i høj grad også være godt for samfundet. Endelig vil det være en fordel for de store aktører inden for life science, fordi de vil kunne vise Danmark frem som en vellykket case og på den måde være med til at give os det næste store eksporteventyr. Derfor mener vi, at man allerede i den kommende life science-strategi skal påbegynde et forarbejde, hvor man ser på de samfundsøkonomiske gevinster ved en kronikerhandlingsplan”, siger Brian Mikkelsen.

Kronikerområdet vokser
Kronikerområdet er også på verdensplan et af de største sundhedsproblemer. Den aldrende befolkning giver en enorm vækst af borgere med en eller flere invaliderende, kroniske sygdomme, som medfører, at mange i al for tidlig alder forlader arbejdsmarkedet. 

Derfor giver det ifølge Dansk Erhverv god mening, at Danmark satser massivt på at skabe verdens sundeste befolkning, hvor færre bliver kronisk syge, og samtidig sikrer en kronikerbehandling i verdensklasse til dem, der alligevel får eksempelvis allergier, diabetes, depression, svær overvægt, høretab, gigt- og lungelidelser, stomi, kronisk hjerte-kar-sygdom eller hudlidelser.

“Vi kan jo se, at vi får flere og flere kroniske patienter, og det er en kæmpe udfordring først og fremmest for den enkelte, men i høj grad også for samfundet. I Dansk Erhverv repræsenterer vi 17.000 virksomheder, og vi vil jo gerne have, at deres medarbejdere er friske og raske, først og fremmest for deres skyld, men sekundært også fordi det højner produktiviteten. I Dansk Erhverv tror vi på, at en dedikeret handlingsplan er vejen frem, for vi kan se, at det har været en ubetinget stor succes med handlingsplanen på kræftområdet. Det mener vi, man skal lade sig inspirere af, så vi kan få en mere fokuseret indsatsplan for kronikerområdet. Det skal være en forebyggende, opsporende og behandlende indsats, og ambitionen bør være at gøre Danmark til verdens bedste på kronikerområdet. Det kræver, at man involverer hele sundhedsvæsenet, både kommunalt, regionalt og nationalt. Men der er til gengæld et enormt potentiale, for hvis vi kan gøre Danmark til et udstillingsvindue for resten af verden, så er der et lovende økonomisk perspektiv for de danske life science-virksomheder. Især fordi de tendenser, vi ser herhjemme i forhold til kroniske sygdomme i høj grad afspejles i resten af verden, hvor der mange steder er voksende middelklasser med deraf følgende livsstilsbetingede sygdomme”, mener Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening, der repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning, oplevelse, transport, service og life science.

Se mere på www.danskerhverv.dk 

Danske life science-virksomheder

– eksporterer årligt for over 140 milliarder kroner 

– beskæftiger mere end 47.000 fuldtidsansatte

– kan bidrage til at sænke den stigende kronikerbyrde ved målrettede behandlingsforløb.

– kan udnytte Danmark som udstillingsvindue for resten af verden og dermed bidrage til det næste store eksporteventyr.