Corona-bekymringer skal håndteres – ikke negligeres

Alle snakker om den. Coronavirussen. Nyhederne rapporterer løbende om udviklingen, antallet af smittede og de seneste tiltag fra regeringen. Og på de sociale medier løber det let løbsk med opdateringer, personlige oplevelser og opfordringer som #staythefuckathome”.

Corona er en del af mange menneskers tankevirksomhed i dag. Og med rette. For situationen er alvorlig. Det er derfor meget naturligt at blive bekymret. Men for nogle mennesker fylder det rigtig meget, og det kan i værste fald give både angst og stress.

Netop derfor er det vigtigt at disse bekymringer ikke bliver negligeret, men at der i stedet tages hånd om dem på en hensigtsmæssig måde, der sikrer, at vi kan fungere som mennesker. Både professionelt og privat. Hos Cektos møder man en del af disse danskere.

”Det er helt naturligt at være bekymret og nervøs, og der er næppe nogen der kan sige sig helt fri for at bekymre sig fra tid til anden. Men det er i virkeligheden først når vores bekymringer begynder at tage overhånd, at vi for alvor skal bekymre os,” siger Pia Callesen, psykolog hos Cektos.

Ifølge hende er bekymringer ikke udelukkende dårlige, men kan hjælpe os med at tage situationer som denne coronakrise alvorlig, og handle ud fra dette. Men som med så mange andre ting i livet, kan for meget af det gode, være dårligt, og så er disse bekymringer til mere skade end gavn, fortæller hun:

”Hvis man ikke kan fungere i sin hverdag eller passe sit arbejde, så fylder bekymringerne for meget,” siger Pia, og fortsætter: ”Det rammer typisk dem, der holder meget øje. De scanner hele tiden omgivelserne omkring dem for at se om alle nu spritter ordentligt af, står for tæt på eller ser syge ud. Det er mennesker der på vagt næsten døgnet rundt. Og det er hårdt arbejde, som de færreste kan holde til i længden.”

Bekymringer næsten non stop
Disse bekymringer er sjældent begrænset til en given situation som en fødselsdagsfest eller en tur i supermarkedet. De er tilstede både før, under og efter, og så kan det være svært at fungere. Både i forhold til familie og venner – men også i forhold til ens arbejde.

”Det er fint i små mængder, for selvfølgelig skal vi være opmærksomme på vores omgivelser særligt i disse tider. Men hvis bekymringerne pludselig fylder 6, 8, 10 timer af døgnet, så kan det føre til både stress og angst,” fortæller Pia.

Og det gør det for nogle mennesker. Heldigvis er der hjælp at hente – blandt andet hos Pia Callesen hos Cektos, hvor det i høj grad handler om at finde nye strategier. Metoden er ifølge Pia enkel:

”Vi starter med at identificere hvor meget tid den pågældende reelt er på vagt. Jo mere tid, jo dårligere bliver man ofte. Det kan være svært at give slip, for på den ene side ønsker de at være 120% sikre hele tiden – og på den anden side kan de godt se, at det er med til at gøre dem bekymrede og i værste fald stressede. Så det er et spørgsmål om at give afkald på kontrollen til fordel for at få det bedre. Og langt de fleste synes heldigvis at det er vigtigere at have det godt, end at bruge tiden på at holde øje med alt og alle.”

Scan mindre – lev mere
Men kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, mener Pia. Og nøglen til det er dels at ville det – dels at få styr på, hvad det er man scanner for og hvor meget. Hun tager derfor gerne sine klienter med en tur ned ad vejen:

”Her starter vi med at lede efter tegn på corona i nogle minutter. Derefter går vi over til at kigge efter røde biler eller mælkebøtter. På den måde trænes man i at ændre fokus fra de farlige ting til ting, som ikke giver anledning til bekymring.”

Det betyder dog ikke, at man slet ikke må tænke på corona. Tvært imod. Det må bare ikke være det, der fylder.

”Det er lidt som et myggestik. Man ved, at det er der, man må bare ikke klø på det. Nøjagtig lige sådan er det med tanker om corona. Man må gerne tænke: ”Hvad hvis mine forældre bliver syge?” eller ”Hvad hvis jeg bliver fyret?”. Man må bare ikke blive så fokuseret på det, at det giver bekymringer eller angst. Det skal være lidt som at tænke på de røde biler.”

Ifølge Pia er det en teknik 80-90% af alle kan lære, og det tager typisk kun 10 sessioner, så er man godt hjulpet på vej til et mindre bekymringsfyldt liv.

Virksomheder skal også tage ansvar
Frygten for at miste sit arbejde er en af de ting mange bekymrer sig om i disse tider. Pia efterlyser derfor, at flere virksomheder tog et større ansvar – blandt andet ved at få øjnene op for de muligheder der er for at hjælpe medarbejdere, der tumler med for mange bekymringer.

”Det kan være en medarbejder, der ikke dukker op i frokostpausen eller pludselig er mere fraværende end ellers. Her kunne man som virksomhed åbne for en dialog og høre hvordan man bedst kan hjælpe og dermed gøre medarbejderen vidende om, at han eller hun ikke er alene med sine bekymringer.”

Der er dog allerede virksomheder, der har indgået aftaler – blandt andet med Cektos – og tilbyder deres medarbejdere hjælp til at få styr på deres bekymringer.
”Det er win-win – både for virksomheden og for medarbejderne, så jeg håber at flere følger,” slutter Pia Callesen.

Om Pia Callesen

Pia Callesen er ledende psykolog i klinikken Cektos – Center for Metakognitiv Terapi med klinikker i flere byer. Hun har en doktorgrad fra Manchester University og er forfatter til bestseller bøgerne ”Lev Mere Tænk Mindre” og ”Grib Livet Slip Angsten” fra Politikens Forlag.