Bolig- og havemesse med sanselig inspiration

I de smukke rammer i Haveselskabets Have på Frederiksberg vil messen MIT HJEM er MIT SLOT summe af inspiration til boligen og haven med spændende udstillere, værksteder og kvalitetsprodukter.

Håndværk, kvalitet og kunstnerisk inspiration er i fokus på bolig- og havemessen MIT HJEM er MIT SLOT, hvor de besøgende igen i år vil få unikke oplevelser med hjem til inspiration til haven og hjemmet.

Vi udvider messen til at dele viden og oplevelser for alt, der har med have og bolig at gøre

Nyt i år er de arbejdende værksteder, hvor kunsthåndværkere viser deres kreative teknikker og kvalitetsprodukter frem. Her kan de besøgende opleve det flotte og helt unikke håndværk hos keramikeren og blomsterdekoratøren. Lige som der også er gastronomisk håndværk på højt kunstnerisk niveau.

”De arbejdende værksteder vil give vores messe et stort løft, hvor vi udvider messen til at dele viden og oplevelser for alt, der har med have og bolig at gøre,” siger Torben Møller Kristensen,
direktør i Danske Slotsudstillinger ApS, der står for messen.

De nyeste tendenser
MIT HJEM er MIT SLOT afholdes i de grønne omgivelser i Haveselskabets have på Frederiksberg Runddel fra den 29. maj og til den 2. juni. I år er der særligt fokus på disse seks temaer:

  • Bolig & interiør
  • Have & blomster
  • Kunsthåndværk
  • Mode & velvære
  • Antik & vintage
  • Gastronomi.

Med 175 særligt udvalgte udstillere garanterer MIT HJEM er MIT SLOT, at der er skarpt fokus på unikke kvalitetsprodukter og sanselig inspiration til alle have- og boligelskere. Her er både danske og udenlandske udstillere, som byder på de nyeste tendenser indenfor både det klassiske look og det moderne design. Mange af udstillerne har deres egne unikke designs, som kun kan opleves her.

”Vi ønsker at give vores besøgende en udstilling med ro og nærvær, så de får smukke oplevelser med hjem til inspiration,” fortæller Torben Møller Kristensen. Inden for de seks temaer kan man gøre gode fund og få alt fra keramik, havemøbler og blomsterkrukker til modetøj og wellnessprodukter.

Besøgende kan få masser af inspiration fra værksteder med kunsthåndværkere.

Blomster og stemning
Boligindretning kan også være bæredygtigt, som messens fokus på antik og vintage viser. Her er der for alvor lagt op til gode fund, og Torben Møller Kristensen fortæller, at vintage netop er populært, fordi vi danskere har fået øjnene op for, at genbrug er med til at passe på klimaet, samtidig med at man kan skabe sin egen stil i hjemmet.

Med titlen ”Blomstrende borde” vil den internationalt anerkendte blomsterdekoratør Annette von Einem igen i år udsmykke messen og fremvise sine smukke borddekorationer.

I caféområdet kan man nyde både frokost og kaffe med lækre delikatesser, specialøl og hjemmelavede kulinariske specialiteter for enhver smag. Særligt i år vil man opleve en parisisk stemning i caféområdet med flere spændende gastronomioplevelser.

Her er både en ny tapasbar og ny vinbar, hvor en professionel sommelier vil fremvise mange spændende vine.

Se mere på
www.mithjemermitslot.dk