Bautahøj kåret som Danmarks bedste konferencecenter

På Bautahøj i Nordsjælland kan de smykke sig med den eftertragtede titel som Årets Konferencecenter 2019. Branchesammenslutningen Danske Konferencecentre står bag den årlige kåring, der er baseret på gæsternes evalueringer.

I de smukke omgivelser i Kulhuse på Nordsjælland strutter medarbejderne af ekstra stolthed, efter de har fået prisen. På konferencecenteret har de gjort en dyd ud af at lytte til gæsterne, skabe nærværet i de rette rammer til ro og fordybelse.

Gæsterne har belønnet tiltagene, for kåringen bygger udelukkende på tusindvis af evalueringer, som gæsterne på de flere end 100 konferencecentre i sammenslutningen Danske Konferencecentre hvert år afleverer.

“Vi ligger lige ved stranden, og vi plejer lidt spøgende at sige, at når du kommer herop, så falder hvilepulsen med 20 procent”, siger direktør Jakob Buus fra Bautahøj Kursuscenter og Hotel.

Bautahøj er opført i 1904 og har gennem historien været brugt som både sommerresidens, privatbolig og kursted, før det i 1955 blev omdannet til kursuscenter og hotel. I dag er Bautahøj bl.a. vært for både kurser, konferencer, selskaber, gourmet-arrangementer og intimkoncerter med kendte kunstnere.

Mødet med gæsten
Jakob Buus har sammen med medarbejderne regnet på, at i løbet af en dag vil en gæst cirka møde personalet 25 gange.

“Vi er jo i hele huset, så hver gang vi møder en gæst, skal vi være parate og lige tage temperaturen på, at alt er, som det skal være. Det skaber ikke blot trygge relationer, men giver os en masse information om, hvad vi kan gøre for at fuldende oplevelsen”, forklarer Jakob Buus.

Konferencer med udsigt.

Små oaser af oplevelser venter
Konferencer og møder skal indeholde både læring og oplevelser, og på Bautahøj har de skabt små oaser af oplevelser rundt omkring. Et bageri er skudt op i konferenceafdelingen, så gæsterne kan nyde den liflige duft af nybagt brød akkompagneret af kaffe.

Små drivhuse indenfor inviterer naturen med helt ind i mødeområdet. Udenfor i det store naturområde venter bistader, og en vinmark er ved at blive plantet.

“Hvis gæsterne har brug for et hurtigt afbræk, inviterer vi dem fx ud at se bistaderne, så kan de få en snak om bierne og smage honningen, når vi trækker en tavle op. Vi bruger i øvrigt honningen til at producere vores egen øl og er ved at se på en gin, hvor der også skal indgå rosenblade”, siger Jakob Buus, der lige nu er ved at plante en vinmark, som på sigt skal give Solaris-druer.

“Jeg glæder mig til at kunne sige til gæsterne, at de kan få en kop kaffe i vinmarken eller et glas champagne, og så kan vi trille pizzaovnen derud og servere en lille snack efter en lærerig kursusdag”, fortæller Jakob Buus.

Om aftenen kan måltidet nydes i skæret fra solnedgangen, som der er frit udsyn til fra restauranten. Og er det ikke nok, så står der små vogne pakket med bålfade og brænde klar til at trille ned på stranden, hvor en kold øl kan indtages til bølgeskvulp og hjemmebagte snobrød.

Velfortjent pris
Direktør i Danske Konferencecentre Marlene H. Sylvester-Hvid glæder sig også på vegne af Bautahøj:

“Vi er en sammenslutning for de absolut bedste konferencesteder i Danmark uden for de store kæder, og i sådan en sammenslutning, skal en perle som Bautahøj naturligvis være med. Det er et kursus- og konferencecenter, der har udviklet sig markant i de senere år. Derfor er det også ekstra dejligt at se, at gæsterne kvitterer for udviklingen af både stedet og personalet ved at give så flotte evalueringer, som det er tilfældet for Bautahøj. Vi glæder os til at møde dig”.

FAKTA:
Bautahøj har de skønneste konferencefaciliteter
i Nordsjælland – alt sammen i rolige og afslappende omgivelser med park og strand.

  • 84 lyse og moderne værelser, flere af dem med fantastisk udsigt over fjorden
  • 6 rummelige plenumlokaler
  • 23 grupperum i direkte forbindelse med eget foyerområde
  • Konferencelokale med plads til op til 160 personer
  • 90.000 m2 park med plads til lidt af hvert. 


Læs mere på www.bautahoj.dk